Henrik Ibsens skrifter: Når vi døde vågner

Du er her:

Når vi døde vågner

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Omtrent samtidig med de to originaludgaver (den norske og
den tyske) udkommer en engelsk, en fransk og en russisk af for-
fatteren autoriseret udgave. Noget senere følger oversættelser på
hollandsk, ungarsk, bøhmisk, polsk og italiensk.

Når vi døde vågner.

Når vi døde vågner

EN DRAMATISK EPILOG
I TRE AKTER

AF HENRIK IBSEN

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

LONDON

WILLIAM HEINEMANN

1899

DE OPTRÆDENDE PERSONER:

Professor Arnold Rubek, billedhugger.

Fru Maja Rubek, hans hustru.

Inspektørenved badet.

Godsejer Ulfhejm.

En rejsende dame.

En diakonisse.

Tjenere, badegæster og børn.

(Første akt foregår ved et kystbad. Anden og tredje akt i nær-
heden og i omegnen af et højfjeldssanatorium.)

FØRSTE AKT.

(Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis sés til højre.
Åben parklignende plads med springvand, grupper af store, gamle
træer og buskvækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dæk-
ket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I bag-
grunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små
holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.)

(Professor Rubek og Fru Maja sidder i kurvstole ved et
dækket bord på plænen udenfor hotellet og har spist frokost. Nu
drikker de champagne og selters og har hver sin avis i hånden.
Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels
jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske
ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne,
dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.)

Fru Maja
(sidder en stund ligesom ventende på, at professoren skal sige
noget. Så lader hun bladet synke og sukker:)

Uh nej, nej –!

Professor Rubek
( sér op fra sin avis).

Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?

s. 2

Fru Maja.

Hør bare hvor lydløst her er.

Professor Rubek
(smiler overbærende).

Og det kan du høre?

Fru Maja.

Hvilket?

Professor Rubek.

Det lydløse?

Fru Maja.

Ja det kan jeg da rigtignok.

Professor Rubek.

Nå, du har kanské ret, mein Kind. Man
kan virkelig høre lydløsheden.

Fru Maja.

Ja det skal gud vide en kan. Når den
er så rent overvældende som her, så –

s. 3

Professor Rubek.

Som her ved badet, mener du?

Fru Maja.

Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i
byen var der jo larm og uro nok. Men al-
ligevel, – jeg syntes, at selve larmen og
uroen havde noget dødt over sig.

Professor Rubek
(med et forskende blik).

Er du ikke videre glad for, at du er kom-
men hjem igen, Maja?

Fru Maja
( sér på ham).

Er du glad?

Professor Rubek
(undvigende).

Jeg –?

s. 4

Fru Maja.

Ja. Du, som har været så meget, meget
længere borte end jeg. Er du rigtig glad
nu, da du er hjemme igen?

Professor Rubek.

Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig
glad –

Fru Maja
(livfuldt).

Der kan du bare sé ! Var det ikke det,
jeg vidste!

Professor Rubek.

Jeg har kanske været altfor længe borte.
Er kommen helt væk fra alt dette her, –
dette her hjemlige.

Fru Maja
(ivrig, rykker sin stol nærmere til ham).

Der kan du bare sé , Rubek! Lad os lige

s. 5

så godt rejse vor vej igen! Så fort vi bare
kan.

Professor Rubek
(lidt utålmodig).

Ja-ja, det er jo også meningen, kære
Maja. Det véd du da.

Fru Maja.

Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi
som kunde ha’ det så lunt og mageligt der-
nede i vort nye, dejlige hus –

Professor Rubek
(smiler overbærende).

Egentlig skulde man vel si’e: vort nye
dejlige hjem.

Fru Maja
(kort).

Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved
det.

Professor Rubek
(ser dvælende på hende).

Du er i grunden en underlig liden person.

s. 6

Fru Maja.

Er jeg så underlig?

Professor Rubek.

Ja jeg synes det.

Fru Maja.

Men hvorfor da? Er det kanske, fordi
jeg ikke har så’n svær lyst til at ligge og
føjte omkring her oppe –?

Professor Rubek.

Hvem af os var det, som på død og liv
vilde ha’, at vi skulde rejse nordover i som-
mer?

Fru Maja.

Nå, det var vel mig, det.

Professor Rubek.

Ja mig var det sandelig ikke.

s. 7

Fru Maja.

Men herregud , – hvem kunde også ane,
at alting skulde ha’ forvandlet sig så for-
færdeligt herhjemme! Og det på så kort en
tid da! Tænk, det er jo ikke mere end godt
og vel en fire år siden jeg rejste ud –

Professor Rubek.

– som gift, ja.

Fru Maja.

Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?

Professor Rubek
(vedbliver).

– blev Frau Professor og fik dig et præg-
tigt hjem, – om forladelse, – et herskabe-
ligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa
ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t
aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er
det alt sammen , Maja, det tør jeg nok sige.
Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid
at hænge sådan over hinanden –

s. 8

Fru Maja
(henkastende).

Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget,
det skorter det jo slet ikke på –

Professor Rubek.

Og så det, at du kom ind i finere og
rummeligere forholde overhodet. I mere an-
standsfuld omgang, end den, du var vant til
hjemme.

Fru Maja
( sér på ham).

Nå, så du tror, det er mig, som er ble’t
forandret?

Professor Rubek.

Ja jeg tror såmæn det, Maja.

Fru Maja.

Bare mig? Ikke menneskene her?

s. 9

Professor Rubek.

Å jo, de også. En smule kanské . Og
slet ikke i retning af det elskelige. Det kan
jeg godt indrømme.

Fru Maja.

Ja det må du da sagtens indrømme.

Professor Rubek
(slår om).

Véd du, hvad for en stemning jeg kom-
mer i, når jeg sér på menneskelivet her
omkring mig?

Fru Maja.

Nej? Sig det.

Professor Rubek.

Da kommer jeg til at huske på den nat-
ten, vi rejste opover med jernbanen –

Fru Maja.

Da sad du jo og sov i kupéen.

s. 10

Professor Rubek.

Ikke ganske. Jeg mærked, at det blev så
lydløst ved alle de små stoppestederne –.
Jeg hørte lydløsheden, – ligesom du, Maja –

Fru Maja.

Hm, – ligesom jeg, ja.

Professor Rubek.

– og så forstod jeg, at nu var vi kommet
over grænsen. Nu var vi rigtig hjemme. For
ved alle de små stoppestederne holdt toget
stille, – skønt der ingen trafik var.

Fru Maja.

Hvorfor holdt det så stille. Når der
ingenting var?

Professor Rubek.

Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og
ingen kom ind. Og toget, det holdt stille

s. 11

en lang, endeløs stund alligevel. Og ved
hver station hørte jeg, at der var to bane-
mænd, som gik paa perronen, – den ene
havde en lygte i hånden, – og de talte med
hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende
ud i natten.

Fru Maja.

Ja, du har ret i det. Der går altid et
par mænd og taler sammen –

Professor Rubek.

– om ingenting.

(slår over i en kvikkere tone.)

Men vent nu bare til imorgen. Da har
vi det store magelige dampskib inde på hav-
nen. Så går vi ombord og sejler kysten
rundt; – helt nord; – lige ind i ishavet.

Fru Maja.

Ja men så får du jo ingenting sé af lan-
det – og af livet. Og det var jo just det
du vilde.

s. 12

Professor Rubek
(kort, uvillig).

Jeg har sét mere end nok.

Fru Maja.

Tror du, at en sjørejse vilde være bedre
for dig?

Professor Rubek.

Det er altid en afveksling.

Fru Maja.

Ja-ja, hvis det bare er godt for dig, så –

Professor Rubek.

For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen
verdens ting.

Fru Maja
(rejser sig og går hen til ham).

Jo, du gør, Rubek. Og det må du da
føle selv.

s. 13

Professor Rubek.

Men, kæreste Maja, – hvad skulde da
det være for noget?

Fru Maja
(bag ham, bøjer sig frem over stolryggen).

Sig du mig det. Du er begyndt at gå
omkring uden rist eller ro. Finder ikke
hvile nogensteds. Hverken hjemme eller ude.
Rent menneskesky er du ble’t på det sidste.

Professor Rubek
(lidt spotsk).

Nej virkelig, – har du lagt mærke til
det?

Fru Maja.

Det kan da ikke undgå nogen, som ken-
der dig. Og så synes jeg, det er så sørge-
ligt, at du har tabt lysten til at arbejde.

Professor Rubek.

Har jeg det også?

s. 14

Fru Maja.

Tænk, du, som før kunde arbejde så
utrættelig, – både sent og tidligt!

Professor Rubek
(formørket).

Ja før, ja –.

Fru Maja.

Men lige siden du fik dit store mester-
værk vel fra hånden –

Professor Rubek
(nikker tankefuldt).

«Opstandelsens dag» –

Fru Maja.

– det, som er gået hele verden over.
Som har gjort dig så berømt –

Professor Rubek.

Det er kanske ulykken, det, Maja.

s. 15

Fru Maja.

Hvorfor det?

Professor Rubek.

Da jeg havde skabt dette mit mester
værk – –
(slår i hæftighed ud med hånden.)
– for «Opstandelsens dag» er et mester-
værk! Eller var det fra først af. Nej, det
er det endnu. Skal, skal, skal være et
mesterværk!

Fru Maja
( ser forundret på ham).

Ja Rubek, – det er jo da noget, som
hele verden véd.

Professor Rubek
(kort, afvisende).

Hele verden véd ingenting! Forstår ingen-
ting!

Fru Maja.

Nå, så aner de da vel i alle fald noget –

s. 16

Professor Rubek.

Noget, som slet ikke er der, ja. Noget,
som aldrig har været i min tanke. Sé , det
falder de i henrykkelse over!

(brummer hen for sig.)

Det er ikke møjen værd at gå der og
slide sig ud for mobben og massen – og
for «hele verden».

Fru Maja.

Synes du da det er bedre, – eller at
det er dig værdigt at gå der og gøre bare
sådan en portrætbyste en gang imellem?

Professor Rubek
(smiler lunt).

Det er ikke rigtige portrætbyster, det,
som jeg går der og laver, Maja.

Fru Maja.

Jo, det er det da, ved gud , – i de to–tre
sidste år, – lige siden du fik din store
gruppe færdig og ud af huset –

s. 17

Professor Rubek.

Det er alligevel ikke rene portrætbyster,
siger jeg dig.

Fru Maja.

Hvad er det da for noget?

Professor Rubek.

Der ligger noget fordægtigt, noget fordulgt,
indenfor og bagenfor de bysterne, – noget
lønligt, som ikke menneskene kan sé –

Fru Maja.

Så?

Professor Rubek
(afgørende).

Bare jeg kan sé det. Og det morer mig
så inderligt. – Udenpå er det denne «slående
lighed», som det heder, og som folk står og
gaber så forbauset på –

(sænker stemmen.)

– men i sin dybeste grund er det agt-
værdige, hæderlige hestefjæs og énvise æsel-

s. 18

snuder og slukørede, lavpandede hundeskaller
og mæskede svinehoder, – og slappe, bru-
tale studekontrafejer også iblandt –

Fru Maja
(ligegyldig).

– alle de kære husdyr altså.

Professor Rubek.

Bare de kære husdyr, Maja. Alle de
dyr, som menneskene har forkvaklet i sit
billede. Og som har forkvaklet menneskene
til gengæld.

(tømmer champagneglasset og lér .)

Og disse lumske kunstværker er det, som
de gode velstandsfolk kommer og bestiller
hos mig. Og betaler i god tro – og i dyre
domme. Vejer op med guld næsten, som
man siger.

Fru Maja
(skænker i hans glas).

Fy, Rubek! Drik nu og vær glad.

s. 19

Professor Rubek
(stryger sig gentagende over panden og læner sig tilbage i stolen).

Jeg er glad, Maja. Virkelig glad. På en
måde da.

(tier lidt.)

For der er dog en viss lykke i det at
føle sig fri og uberoende til alle sider. Ha’
fuldt op af alle de ting, som en kan falde
på at ønske sig. Sådan udvendig da. –
Synes ikke du det samme som jeg, Maja?

Fru Maja.

Å jo såmænd . Det er jo bra’ nok, det
også.

( sér på ham.)

Men kan du huske, hvad du lovte mig
den dag vi blev enige om – om dette
vanskelige –

Professor Rubek
(nikker).

– enige om, at vi to skulde gifte os
sammen. Det holdt jo lidt hårdt for dig,
det, Maja.

s. 20

Fru Maja
(vedbliver uforstyrret).

– og at jeg skulde få rejse med dig til
udlandet og bo der for bestandig – og ha’
det godt. – Kan du huske, hvad du lovte
mig dengang?

Professor Rubek
(ryster på hovedet ).

Nej, jeg kan sandelig ikke. Nå, hvad
lovte jeg dig så?

Fru Maja.

Du sa’, at du vilde ta’ mig med dig op på
et højt berg og vise mig al verdens herlighed.

Professor Rubek
(studser).

Lovte jeg virkelig dig også det?

Fru Maja
(sér på ham).

Mig også? Hvem ellers?

s. 21

Professor Rubek
(ligegyldigt).

Nej, nej, jeg mener bare, om jeg lovte
at vise dig –?

Fru Maja.

– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du.
Og al den herlighed skulde være min og
din, sa’ du.

Professor Rubek.

Det er sådant et mundheld, som jeg plejed
bruge før i tiden.

Fru Maja.

Bare et mundheld?

Professor Rubek.

Ja, noget fra skoledagene. Sligt noget,
som jeg lokked naboungerne med, når jeg
vilde ha’ dem ud og lege med mig i skog
og fjeld.

s. 22

Fru Maja
( sér fast på ham).

Vilde du kanské bare ha’ mig ud og
lege også?

Professor Rubek
(slår det hen i spøg).

Nå, har det ikke været en nokså for-
nøjelig leg, Maja?

Fru Maja
(koldt).

Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.

Professor Rubek.

Nej, nej, kan så være, det.

Fru Maja.

Og du tog mig heller aldrig med dig op
på noget højt berg og viste mig –

Professor Rubek
(irriteret).

– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde

s. 23

ikke det. For jeg skal sige dig noget: du
er ikke egentlig skabt til bergstiger, lille
Maja.

Fru Maja
(søger at beherske sig).

Da lod det dog til, at du syntes det en-
gang.

Professor Rubek.

For en fire–fem år siden, ja.

(strækker sig i stolen.)

Fire–fem år, – det er en lang, lang tid,
Maja.

Fru Maja
( ser på ham med et bittert udtryk).

Har den tiden faldet dig så svært lang,
Rubek?

Professor Rubek.

Den begynder ligesom at falde mig lidt
lang nu.

(gaber.)

Sådan en gang imellem.

s. 24

Fru Maja
(går over til sin plads).

Jeg skal ikke kede dig længer.

(hun sætter sig i sin stol, tager avisen og blader i den.)

(Taushed fra begge sider.)

Professor Rubek
(læner sig med albuerne frem over bordet og sér tirrende på hende).

Er professorinden fornærmet?

Fru Maja
(koldt, uden at sé op).

Nej, slet ikke.

(Badegæster, mest damer, begynder at komme enkeltvis og
i grupper gennem parken fra højre og ud til venstre.)

(Opvartere bringer forfriskninger fra hotellet ud bag pavil-
lonen.)

(Inspektøren, med handsker og stok i hånden, kommer fra
sin rundgang i parken, møder gæsterne, hilser forbindtligt og
veksler nogle ord med enkelte af dem.)

Inspektøren
(går frem til professor Rubeks bord og tager hatten høfligt af).

Ærbødigst god morgen, fru professorinde.
– God morgen, herr professor.

s. 25

Professor Rubek.

God morgen, god morgen, herr inspektør.

Inspektøren
(henvendt til fru Maja).

Tør man spørge, om herskabet har havt
en rolig nat?

Fru Maja.

Jo, mange tak; aldeles udmærket – for
mit vedkommende. Sover altid som en sten
om nætterne.

Inspektøren.

Fornøjer mig særdeles. Den første nat
på et fremmed sted kan tidt være nokså
ubehagelig. – Og herr professoren –?

Professor Rubek.

Å med min nattesøvn er det dårligt be-
vendt. Især i den sidste tid.

s. 26

Inspektøren
(lader deltagende).

Å – det gør mig da ondt. Men nogen
ugers ophold her ved badet, – så vil det
rette på sig.

Professor Rubek
( sér op på ham).

Sig mig, herr inspektør, – er der nogen
af Deres patienter, som bruger at ta’ bad
ved nattetid?

Inspektøren
(forundret).

Ved nattetid? Nej, det har jeg da aldrig
hørt tale om.

Professor Rubek.

Ikke det?

Inspektøren.

Nej, jeg véd ikke af, at der er nogen så
syge her, at det skulde behøves.

s. 27

Professor Rubek.

Nå, men er her da nogen som bruger at
gå tur i parken om natten?

Inspektøren
(smiler og ryster på hodet).

Nej, herr professor, – det vilde være
imod reglementet.

Fru Maja
(blir utålmodig).

Herregud, Rubek, det er som jeg sa’ dig
i morges, – du har drømt.

Professor Rubek
(tørt).

Så? Har jeg det? Tak!

(vender sig til inspektøren.)

Jeg stod nemlig op i nat; for jeg kunde
ikke få sove. Og så vilde jeg sé efter
vejret –

Inspektøren
(opmærksom).

Ja vel, herr professor? Og så –?

s. 28

Professor Rubek.

Så sér jeg ud af vinduet, – og så får
jeg øje på en lys skikkelse der inde mellem
træerne .

Fru Maja
(smilende til inspektøren).

Og professoren fortæller, at skikkelsen
var klædt i badedragt –

Professor Rubek.

– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg
kunde ikke skelne det så nøje. Men noget
hvidt var det jeg så.

Inspektøren.

Højst mærkværdigt. Var det en herre
eller en dame?

Professor Rubek.

Det forekom mig ganske bestemt, at det
måtte være en dame. Men bag efter kom

s. 29

der en anden skikkelse. Og den var ganske
mørk. Ligesom en skygge –

Inspektøren
(studsende).

En mørk en? Ganske sort kanské ?

Professor Rubek.

Ja, det så næsten slig ud for mine øjne.

Inspektøren,
(som der går et lys op for).

Og bag efter den hvide? Lige bag efter
hende –?

Professor Rubek.

Ja. I nogen afstand –

Inspektøren.

Aha! Da kan jeg kanské gi’ Dem for-
klaringen, herr professor.

s. 30

Professor Rubek.

Nå, hvad var det så for noget?

Fru Maja
(samtidigt).

Har virkelig ikke professoren ligget og
drømt!

Inspektøren
(pludselig hviskende i det han tyder mod baggrunden til højre).

Hys, mine herskaber! Sé der henne –.
Tal ikke højt om dette her nu!

(En slank dame, klædt i fint, krémfarvet hvidt kashmir, og
fulgt af en diakonisse i sort og med et sølvkors i kæde på brystet,
kommer frem bag hotelhjørnet og går gennem parken over mod
pavillonen til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og
trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes
uden sékraft . Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende
folder til legemet. Over hovedet , nakken, brystet, skuldrene og
armene har hun et stort, hvidt krépsjal . Armene holder hun kors-
lagte op for sig over brystet. Stillingen ubevægelig. Skridtene
stive og afmålte. Diakonissens holdning er ligeledes afmålt og
ligesom en tjenerindes. Hun følger damen ufravendt med de brune,
stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen kommer frem
i hotellets dør og kikker nysgærrigt efter de to fremmede. Disse
agter intet og går uden at sé sig om ind i pavillonen. )

s. 31

Professor Rubek
(har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra stolen og stirrer mod
den lukkede pavillondør).

Hvem var den dame?

Inspektøren.

Det var en fremmed dame, som har lejet
den lille pavillonen der.

Professor Rubek.

Udenlandsk?

Inspektøren.

Sandsynligvis det. De kom i alle fald
begge to hertil fra udlandet. For en uges tid
siden. Har aldrig været her før.

Professor Rubek
(bestemt, sér på ham).

Det var hende, jeg så i parken inat.

s. 32

Inspektøren.

Det må det visst ha’ været. Jeg tænkte
det straks.

Professor Rubek.

Hvad heder den dame, herr inspektør?

Inspektøren.

Hun har skrevet sig ind som: Madame
de Satow med selskabsdame. Mere véd vi
ikke.

Professor Rubek
(tænker sig om).

Satow? Satow –?

Fru Maja
( lér spotsk).

Kender du nogen af det navn, Rubek?
Hvad?

Professor Rubek
(ryster på hovedet ).

Nej, slet ingen. – Satow? Det klin-

s. 33

ger som russisk. Eller som slavisk i alle
fald.

(til inspektøren.)

Hvad sprog taler hun?

Inspektøren.

Når de to damer taler sammen, så er
det i et sprog, som jeg ikke kan bli’ klog
på. Men ellers taler hun ægte godt norsk.

Professor Rubek
(udbryder studsende).

Norsk! Ta’r De ikke fejl i det?

Inspektøren.

Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.

Professor Rubek
( sér spændt på ham).

De har selv hørt det!

Inspektøren.

Ja. Jeg har selv talt med hende. Nogle

s. 34

få gange. – Bare et par ord forresten. For
hun er svært fåmælt. Men –

Professor Rubek.

Men norsk var det?

Inspektøren.

Rent, godt norsk. Måské med en liden
smule nordlandsk tonefald.

Professor Rubek
(stirrer betaget hen for sig og hvisker).

Det også.

Fru Maja
(lidt stødt og ilde berørt).

Kanské den damen engang har stået
model for dig, Rubek? Tænk dig om.

Professor Rubek
( sér hvasst på hende).

Model!

s. 35

Fru Maja
(med et tirrende smil).

Ja, i dine yngre år, mener jeg. For du
skal jo ha’ havt så utallig mange modeller.
Før i tiden naturligvis.

Professor Rubek
(i samme tone).

Å nej, lille fru Maja. Jeg har i grunden
bare havt en eneste model. En eneste en
– for alt det, jeg har skabt.

Inspektøren,
(som har vendt sig og stået og sét ud til venstre).

Ja desværre, nu vil jeg nok helst anbefale
mig. For der har vi en, som det ikke er
så overvættes behageligt at støde sammen
med. Især ikke i damers nærværelse.

Professor Rubek
( ser også udover).

Den jægeren, som kommer der? Hvem
er det?

s. 36

Inspektøren.

Det er godsejer Ulfhejm ude fra –

Professor Rubek.

Å godsejer Ulfhejm.

Inspektøren.

– bjørnedræberen, som de kalder ham –

Professor Rubek.

Ham kender jeg.

Inspektøren.

Ja hvem kender ikke ham?

Professor Rubek.

Bare en liden smule forresten. Er han
ble’t patient – nu endelig?

Inspektøren.

Nej, mærkeligt nok, – endnu ikke. Han

s. 37

ta’r bare ind her en gang om året, – når
han er på vejen opover til jagtmarkerne. –
Undskyld så længe –

(han vil gå ind i hotellet.)

Godsejer Ulfhejms stemme
(høres udenfor).

Så bi da lidt! Bi da, for salte fanden!
Hvorfor render De altid fra mig?

Inspektøren
(standser).

Render sletikke, herr godsejer.

(Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt af en tje-
ner, som fører et kobbel jagthunde. Godsejeren er i jægerdragt,
med høje støvler og filthat med fjær i. Han er en mager, lang,
senet skikkelse, med filtret hår og skæg, højrøstet, af ubestemmelig
alder efter udseendet, men ikke ung længer.)

Godsejer Ulfhejm
(buser imod inspektøren).

Er det en måde at ta’ imod fremmede
folk på, De? De piler jo afsted med svand-

s. 38

sen mellem bagbenene, – som om De havde
en dævel i haserne på Dem.

Inspektøren
(rolig, uden at svare ham).

Er godsejeren kommen med dampskibet?

Godsejer Ulfhejm
(brummer).

Har ikke havt den ære at sé noget damp-
skib.

(med hænderne i siden.)

Véd ikke De, at jeg sejler med min egen
kutter?

(til tjeneren.)

Sørg godt for dine medskabninger, Lars.
Men pass på, at de blir skrubsultne ligevel.
Friske kødben. Men ikke for meget kød
på, hører du. Og råt, rygende blodigt skal
det være. Og få dig så noget i vommen
selv også.

(sparker efter ham.)

Nå, far så til helvede med dig.

( Tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet.)

s. 39

Inspektøren.

Vil ikke godsejeren gå ind i spisesalen
så længe?

Godsejer Ulfhejm.

Ind til alle de halvdøde fluer og menne-
sker? Nej, mange tusend tak for mig, herr
inspektør.

Inspektøren.

Jaja, efter behag.

Godsejer Ulfhejm.

Men lad jomfruen gøre istand udrust-
ningen for mig som vanligt. Rigeligt må
det være med mad. Og dygtig brændevin –!
De kan sige hende, at jeg eller Lars skal
komme og rende en dævel i hende, dersom
hun ikke –

Inspektøren
(afbrydende).

Vi kender det fra før.

s. 40

(vender sig.)

Skal jeg bringe opvarteren nogen besked,
herr professor? Eller kanske for fru Rubek?

Professor Rubek.

Nej tak; ingenting for mig.

Fru Maja.

Ikke for mig heller.

(Inspektøren går ind i hotellet.)

Godsejer Ulfhejm
(fikserer dem et øjeblik; så løfter han på hatten).

Død og knakende pine. Her er nok en
bondekøter kommen i fin-fint selskab.

Professor Rubek
( sér op).

Hvad mener godsejeren med det?

Godsejer Ulfhejm
(spagere og mere manérlig).

Jeg er nok raget ud for selveste billed-
mester Rubek, kan jeg skønne.

s. 41

Professor Rubek
(nikker).

Vi har mødt hinanden et par gange i
selskabslivet. Den høst jeg sidst var hjemme.

Godsejer Ulfhejm.

Ja men det er nu mange år siden, det.
Og den tiden var De jo ikke så navnkendt,
som De nu skal være ble’t. Så da turde da
selv en skidden bjørnejæger driste sig til at
komme Dem nær.

Professor Rubek
(smiler).

Jeg bider ikke nu heller.

Fru Maja
( sér interesseret på Ulfhejm).

Er De en virkelig, rigtig bjørnejæger?

Godsejer Ulfhejm
(sætter sig ved nabobordet, nærmere hotellet).

Helst bjørnejæger, frue. Men ellers tar
jeg til takke med hvad slags vildt, som kom-

s. 42

mer ud for mig. Både ørn og ulv og kvind-
folk og elg og rén –. Bare det er friskt og
frodigt og blodrigt, så –

(han drikker af lommeflasken.)

Fru Maja
(betragter ham ufravendt).

Men helst bjørnejæger?

Godsejer Ulfhejm.

Helst, ja. For da kan en så nemt bruge
kniven, om det kniber.

(smiler lidt.)

Vi arbejder med et hårdt materiale begge
to, frue, – både jeg og Deres mand. Han
maser vel med marmorstenen, kan jeg tænke
mig. Og jeg maser med spændte, dirrende
bjørnesener. Og begge så lægger vi mate-
rialet under os tilslut. Gør os til herre og
mester over det. Gi’er os ikke, før vi har
vundet bugt med det, som strider så hårdt
imod.

s. 43

Professor Rubek
(tænkende hen for sig).

Det er et nokså sandt ord, De der siger.

Godsejer Ulfhejm.

Ja, for stenen har vel også noget at stride
for, véd jeg. Den er død og vil med vold
og magt ikke la’ sig hamre til liv. Akkurat
ligesom bjørnen, når nogen kommer og pir-
ker ved den i hiet.

Fru Maja.

Vil De nu rejse op og jage i skogene?

Godsejer Ulfhejm.

Helt op på højfjeldet vil jeg. – De har
vel aldrig været på højfjeldet, De, frue?

Fru Maja.

Nej aldrig.

Godsejer Ulfhejm.

Død og pine, så se at komme Dem derop

s. 44

nu i sommer da! De kan få følge med mig.
Gerne både De og professoren.

Fru Maja.

Tak. Men Rubek tænker på en sjørejse
i sommer.

Professor Rubek.

Indenskærs rundt kysten.

Godsejer Ulfhejm.

Tvi, – hvad fanden vil De derinde i de
helvedes kvalme rendestenene! Tænke sig
til – at ligge der og somle i brakvandet. –
Brækvandet vilde jeg heller kalde det.

Fru Maja.

Der kan du høre, Rubek.

Godsejer Ulfhejm.

Nej, kom så heller med mig op på fjel-
det. Der er menneskefrit og menneskerént.

s. 45

De kan ikke tænke Dem, hvad det er for
mig. Men slig en liden frue –

(han standser.)

(Diakonissen kommer ud fra pavillonen og går ind i hotellet.)

Godsejer Ulfhejm
(følger hende med øjnene).

Sé på hende der, De. Den svarte fug-
len. – Hvem er det, som skal begraves?

Professor Rubek.

Jeg véd ikke, at her er nogen –

Godsejer Ulfhejm.

Nå, så ligger her nogen og skal krepere
da. I en eller anden krog. – De som syge
og skrale er, de skulde værs’god sé til at
bli’ begravne – jo før jo heller.

Fru Maja.

Har De selv været syg, herr godsejer?

s. 46

Godsejer Ulfhejm.

Aldrig. For så sad jeg ikke her. – Men
mine nærmeste, – de har været syge, stak-
ker.

Fru Maja.

Og hvad har De så gjort for Deres nær-
meste?

Godsejer Ulfhejm.

Skudt dem, naturligvis.

Professor Rubek
( sér på ham).

Skudt dem?

Fru Maja
(rykker sin stol tilbage).

Skudt dem ihjæl?

Godsejer Ulfhejm
(nikker).

Jeg skyder aldrig bom, frue.

s. 47

Fru Maja.

Men hvor kan De da falde på at skyde
mennesker ihjæl!

Godsejer Ulfhejm.

Jeg snakker ikke om mennesker –

Fru Maja.

Deres nærmeste, sa’ De –

Godsejer Ulfhejm.

Mine nærmeste, det er da vel hundene,
det.

Fru Maja.

Er hundene Deres nærmeste?

Godsejer Ulfhejm.

Jeg har ingen nærmere. Mine ærlige,
trofaste, grundhæderlige jagtkammerater –.
Når en af dem blir syg og skrøbelig, så –
plaff! Dermed er vennen ekspederet – over
i det hinsidige.

s. 48

(Diakonissen kommer ud fra hotellet med et bret, hvorpå
mælk og brød, og sætter det fra sig på bordet udenfor pavillonen,
som hun atter går ind i.)

Godsejer Ulfhejm
( lér hånligt).

Det der, – det skal betyde menneske-
føde, det! Mælkeblande og mygt, klissent
brød. Nej, De skulde sé mine kammerater
æde! Har De lyst til at sé på det?

Fru Maja
(smiler over til professoren og rejser sig).

Ja, gerne det.

Godsejer Ulfhejm
(rejser sig også).

De er rigtig en habil dame, De, frue.
Kom så med mig. Store, digre kødknokler
sluger de hele. Gulper dem op igen og
sluger dem påny. Å, det er en rén svir at
sé på. Kom her, så skal jeg vise Dem det.
Og så skal vi snakke lidt mere om denne
fjeldturen –

(Han går ud om hjørnet af hotellet. Fru Maja følger efter
ham.)

s. 49

(Næsten i det samme kommer den fremmede dame ud fra
pavillonen og sætter sig ved bordet.)

Damen
(løfter mælkeglasset og vil drikke, men standser og sér hen på
Rubek med tomme udtryksløse øjne).

Professor Rubek
(blir siddende ved sit bord og stirrer alvorlig og ufravendt på
hende. Endelig rejser han sig, går nogle skridt nærmere, standser
og siger dæmpet).

Jeg kender di godt igen, Irene.

Damen
(med klangløst mæle, sætter glasset ned).

Kan du gætte dig til det, Arnold?

Professor Rubek
(uden at svare).

Og du kender også mig igen, sér jeg.

Damen.

Med dig er det en helt anden sag.

s. 50

Professor Rubek.

Hvorfor det, – med mig?

Damen.

Jo, du er jo i live endnu.

Professor Rubek
(fatter ikke).

I live –?

Damen
(kort efter).

Hvem var den anden? Hun, som du
havde hos dig – der ved bordet?

Professor Rubek
(lidt nølende).

Hun? Det var min – min hustru.

Damen
(nikker langsomt).

Sådan. Det var godt, Arnold. Altså en,
som ikke kommer mig ved –

s. 51

Professor Rubek
(usikker).

Nej, det forstår sig da –

Damen.

– en, som du har fået til dig efter min
levetid altså.

Professor Rubek
( sér pludselig stivt på hende).

Efter din –? Hvorledes mener du det,
Irene?

Irene
(uden at svare).

Og barnet? Barnet lever jo også godt.
Vort barn lever efter mig. I herlighed og
ære.

Professor Rubek
(smiler som i en fjern erindring).

Vort barn? Ja, vi kaldte det jo så –
dengang.

Irene.

I levetiden, ja.

s. 52

Professor Rubek
(søger at slå over i munterhed).

Ja, Irene, – nu kan du tro, «vort barn»
er ble’t berømt over den hele vide verden.
Du har da visst læst om det?

Irene
(nikker).

Og har gjort sin far berømt også. – Det
var din drøm.

Professor Rubek
(sagtere, bevæget).

Det er dig, jeg skylder alt, alt, Irene.
Tak for det.

Irene
(sidder lidt og grunder).

Hvis jeg dengang havde gjort min ret,
Arnold –

Professor Rubek.

Nå? Hvad så?

s. 53

Irene.

Jeg skulde ha’ dræbt det barn.

Professor Rubek.

Dræbt det, siger du!

Irene
(hviskende).

Dræbt det – før jeg rejste fra dig.
Knust det. Knust det til støv.

Professor Rubek
(ryster bebrejdende på hovedet ).

Det havde du ikke kunnet, Irene. Du
havde ikke hjerte til det.

Irene.

Nej, dengang havde jeg ikke den slags
hjerte.

Professor Rubek.

Men siden? Bagefter?

s. 54

Irene.

Bagefter har jeg dræbt det utallige gange.
Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had
– og i hævn – og i kval.

Professor Rubek
(går helt frem til bordet og spørger sagte).

Irene, – sig mig nu endelig – efter så
mange år, – hvorfor rejste du fra mig den-
gang? Flygted så sporløst – og var ikke til
at finde mere –

Irene
(ryster langsomt på hovedet ).

Å Arnold, – hvorfor sige dig det nu –
da jeg er hinsides.

Professor Rubek.

Var der nogen anden, du var kommen
til at elske?

Irene.

Der var én, som ikke havde brug for
min kærlighed. Ikke brug for mit liv længer.

s. 55

Professor Rubek
(afledende).

Hm, – lad os ikke tale mere om det
fordums –

Irene.

Nej, nej, bare ikke tale om det hinsidige.
Om det, som nu er hinsidigt for mig.

Professor Rubek.

Hvor har du færdedes, Irene? Du har
været ligesom udslettet for alle mine efter-
forskninger.

Irene.

Jeg gik ind i mørket – da barnet stod
der i forklarelsens lys.

Professor Rubek.

Har du rejst meget omkring i verden?

Irene.

Ja. Rejst i mange riger og lande.

s. 56

Professor Rubek
( sér deltagende på hende).

Og hvad har du taget dig til, Irene?

Irene
(retter øjnene på ham).

Bi lidt; lad mig sé –. Jo, nu har jeg
det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer.
Stået som nøgen statue i levende billeder.
Strøget mange penge ind. Det var jeg ikke
vant til hos dig; for du havde ingen. – Og
så har jeg været sammen med mandfolk,
som jeg kunde gøre gale i hodet. – Det
var jeg heller ikke vant til hos dig, Arnold.
Du holdt bedre stand, du.

Professor Rubek
(haster forbi spørsmålet).

Og så har du jo giftet dig også?

Irene.

Ja; med én af dem.

s. 57

Professor Rubek.

Hvem er din mand?

Irene.

Han var en sydamerikaner . Høj diplo-
mat.

( sér hen for sig med et forstenet smil.)

Ham fik jeg gjort helt vanvittig; gal, –
uhelbredelig gal; ubønhørlig gal. – Ret løjer-
ligt, kan du tro, – så længe det forberedtes.
Kunde gerne lé indvendig fort væk. – Hvis
jeg havde noget indvendigt.

Professor Rubek.

Og hvor lever han nu?

Irene.

Nede i en kirkegård et steds. Med et
højt, stadseligt monument over sig. Og med
en ranglende blykugle inde i hjerneskallen.

s. 58

Professor Rubek.

Dræbte han sig selv?

Irene.

Ja. Han behaged at komme mig i for-
købet.

Professor Rubek.

Sørger du ikke over ham, Irene?

Irene
(uforstående).

Hvem skulde jeg sørge over?

Professor Rubek.

Over herr von Satow, vel.

Irene.

Han hed ikke Satow.

Professor Rubek.

Ikke?

s. 59

Irene.

Min anden mand heder Satow. Han er
russer –

Professor Rubek.

Og hvor er han henne?

Irene.

Langt borte i Uralbergene. Mellem alle
sine guldminer.

Professor Rubek.

Der lever han altså?

Irene
(trækker på skuldrene).

Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt
ham –

Professor Rubek
(farer sammen).

Dræbt –!

s. 60

Irene.

Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg
altid har med mig i sengen –

Professor Rubek
(i udbrud).

Jeg tror dig ikke, Irene!

Irene
(smiler mildt).

Du kan så godt tro det, Arnold.

Professor Rubek
( sér .

Har du aldrig havt noget barn?

Irene.

Jo, jeg har havt mange børn.

Professor Rubek.

Og hvor er de børn henne nu?

s. 61

Irene.

Jeg dræbte dem.

Professor Rubek
(strængt).

Nu sidder du og lyver for mig igen!

Irene.

Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så
ret inderligt har jeg myrdet dem. Så fort,
så fort de bare kom til verden. Å, længe,
længe før. Det ene efter det andet.

Professor Rubek
(tungt, alvorligt).

Der er noget fordulgt bag ved al din tale.

Irene.

Hvad kan jeg for det? Hvert ord, jeg
siger dig, hviskes mig i øret.

Professor Rubek.

Jeg tror, jeg er den eneste, som aner
meningen.

s. 62

Irene.

Du burde vel være den eneste.

Professor Rubek
(støtter hænderne mod bordet og sér dybt på hende).

Der er strenge i dig, som er sprunget i
stykker.

Irene
(mildt).

Det gør det visst altid, når en ung blod-
svulmende kvinde dør.

Professor Rubek.

Å Irene, kom dog bort fra disse forvil-
dede forestillinger –! Du lever jo! Lever,
– lever!

Irene
(rejser sig langsomt op fra stolen og siger bævende).

Jeg var død i mange år. De kom og
bandt mig. Snørte armene sammen på ryg-
gen –. Så sænkte de mig ned i et grav-

s. 63

kammer med jernstænger for lugen. Og med
polstrede vægge, – så ingen ovenover på
jorden kunde høre gravskrigene –. Men nu
begynder jeg så halvvejs at stå op fra de
døde.

(hun sætter sig atter.)

Professor Rubek
(lidt efter).

Holder du mig for at være den skyldige?

Irene.

Ja.

Professor Rubek.

Skyldig i det, – som du kalder din
død?

Irene.

Skyldig i det, at jeg måtte dø.

(slår over i en ligegyldig tone.)

Hvorfor sætter du dig ikke ned, Arnold?

s. 64

Professor Rubek.

Tør jeg det?

Irene.

Ja. – Du skal ikke være ræd for kulde-
gysninger. For jeg tror ikke, jeg er rigtig
isnet endnu.

Professor Rubek
(flytter en stol og sætter sig ved bordet).

Se så, Irene. Nu sidder vi to sammen
ligesom i fordums dage.

Irene.

Lidt på afstand fra hinanden. Også lige-
som i fordums dage.

Professor Rubek
(rykker nærmere).

Det måtte så være dengang.

Irene.

Måtte det?

s. 65

Professor Rubek
(afgørende).

Der måtte være afstand mellem os –

Irene.

Ja, måtte der endelig det, Arnold?

Professor Rubek
(vedbliver).

Husker du, hvad du svared, da jeg spurgte,
om du vilde følge med mig ud i det fjerne?

Irene.

Jeg rakte mine tre fingre i vejret og
loved, at jeg vilde følge med dig til verdens
og til livets ende. Og at jeg vilde tjene dig
i alle ting –

Professor Rubek.

Som model for mit kunstværk –

Irene.

– i fri, fuld nøgenhed –

s. 66

Professor Rubek
(bevæget).

Og du tjente mig også, Irene, – så frej-
digt, – så glad og hensynsløs.

Irene.

Ja, med hele min ungdoms bankende blod
tjente jeg dig!

Professor Rubek
(nikker, med et taknemligt blik).

Det tør du så trøstig sige.

Irene.

Faldt ned for din fod og tjente dig,
Arnold!

(knytter hånden imod ham.)

Men du, du, – du –!

Professor Rubek
(afværgende).

Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig,
Irene!

s. 67

Irene.

Jo, du gjorde! Du forbrød dig imod det
inderst medfødte i mig –

Professor Rubek
(rykker tilbage).

Jeg –!

Irene.

Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt
frem for dig til beskuelse –

(sagtere.)

Og aldrig en eneste gang rørte du mig.

Professor Rubek.

Irene, forstod du ikke, at mangen dag var
jeg som sanseforvildet af al din dejlighed?

Irene
(fortsætter uforstyrret ).

Og alligevel, – havde du rørt mig, så
tror jeg, jeg havde dræbt dig på stedet. For

s. 68

jeg havde en spids nål med mig. Gemt den
inde i håret –

(stryger sig grublende over panden).

Ja men – nej, alligevel, – alligevel; –
at du kunde –

Professor Rubek
( sér eftertrykkeligt på hende).

Jeg var kunstner, Irene.

Irene
(mørkt).

Just det. Just det.

Professor Rubek.

Først og fremst kunstner. Og jeg gik
der syg og vilde skabe mit livs store værk.

(fortaber sig i erindring.)

Det skulde kaldes «Opstandelsens dag».
Skulde fremstilles i lignelse af en ung kvinde,
som vågner af dødssøvnen –

s. 69

Irene.

Vort barn, ja –

Professor Rubek
(vedbliver).

Det skulde være jordens ædleste, reneste,
idealeste kvinde, hun, som vågner. Så fandt
jeg dig. Dig kunde jeg bruge i et og alt.
Og du føjed dig så glad og så gerne. Og
du gav slip på slægt og hjem – og fulgte
med mig.

Irene.

Det blev min barnealders opstandelse, at
jeg fulgte med dig.

Professor Rubek.

Just derfor kunde jeg mest bruge dig.
Dig og ingen anden. Du blev mig en høj-
hellig skabning, som bare måtte røres ved i
tilbedende tanker. Jeg var jo endnu ung
den gang, Irene. Og den overtro fyldte mig,
at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselig-

s. 70

hed, så vilde mit sind vanhelliges, så at jeg
ikke kunde skabe færdig det, som jeg stræbte
efter. – Og jeg tror endnu, at der er nogen
sandhed i det.

Irene
(nikker med et anstrøg af hån).

Først kunstværket, – siden menneske-
barnet.

Professor Rubek.

Ja du får dømme om det, som du vil.
Men jeg var helt under min opgaves magt
dengang. Og følte mig så jublende lykkelig
ved det.

Irene.

Og du vandt bugt med din opgave, du,
Arnold.

Professor Rubek.

Takket og velsignet være du, – så vandt
jeg bugt med opgaven. Jeg vilde skabe den

s. 71

rene kvinde således, som jeg syntes hun
måtte vågne på opstandelsens dag. Ikke
undrende over noget nyt og ukendt og uanet.
Men fyldt af en helligdoms glæde over at
genfinde sig selv uforvandlet, – hun, jord-
kvinden, – i de højere, friere, gladere egne,
– efter den lange, drømmeløse dødssøvn.

(taler sagtere.)

Således skabte jeg hende. – I dit bil-
lede skabte jeg hende, Irene.

Irene
(lægger hænderne fladt på bordet og læner sig tilbage mod stol-
ryggen).

Og så var du færdig med mig –

Professor Rubek
(bebrejdende).

Irene!

Irene.

– havde ikke brug for mig længer –

s. 72

Professor Rubek.

Og det kan du sige!

Irene.

– begyndte at sé dig om efter andre
idealer –

Professor Rubek.

Fandt ingen, ingen efter dig.

Irene.

Og ingen andre modeller, Arnold?

Professor Rubek.

Du var ingen model for mig. Du var
min skabnings ophav.

Irene
(tier en liden stund).

Hvad har du digtet siden? I marmor
mener jeg. Efter den dag, jeg rejste fra
dig?

s. 73

Professor Rubek.

Intet har jeg digtet efter den dag. Bare
gået og puslet og modelleret.

Irene.

Og den kvinde, som du nu lever sam-
men med –?

Professor Rubek
(afbryder hæftigt ).

Tal ikke om hende nu! Det svier mig
for brystet.

Irene.

Hvor tænker du at rejse hen med hende?

Professor Rubek
(slap og træt).

Nu får jeg vel rejse en langsommelig
færd nordefter kysten.

s. 74

Irene
( sér på ham, smiler næsten umærkeligt og hvisker).

Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så
højt op, du kan komme. Højere, højere, –
altid højere, Arnold.

Professor Rubek
(spændt, i forventning).

Vil du did op?

Irene.

Har du mod til at træffe mig én gang til?

Professor Rubek
(kæmpende, usikker).

Ifald vi kunde, – å, ifald vi kunde –!

Irene.

Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?

( sér på ham og hvisker bedende med foldede hænder.)

Kom, kom, Arnold! Å, kom op til mig –!

(Fru Maja kommer blussende glad frem bag hjørnet af ho-
tellet og skynder sig hen til bordet, hvor de før sad.)

s. 75

Fru Maja
(endnu ved hjørnet, uden at se sig om).

Nej nu får du sige, hvad du sige vil,
Rubek, så –

(standser da hun får øje på Irene.)

Å undskyld, – du har nok gjort bekendt-
skab, mærker jeg.

Professor Rubek
(kort).

Fornyet bekendtskab.

(står op.)

Hvad var det så, du vilde mig?

Fru Maja.

Det var bare det, jeg vilde sige dig, –
at du får gøre som du selv vil, – men jeg
rejser ikke med dig på dette her ækle damp-
skibet.

Professor Rubek.

Hvorfor ikke det?

s. 76

Fru Maja.

Nej, for jeg vil op på fjeldet og i sko-
gene, – vil jeg.

(indsmigrende.)

Å, du må la’ mig få lov til det, Rubek!
– Jeg skal være så snil, så snil bagefter!

Professor Rubek.

Hvem er det, som har sat dig på de
tanker?

Fru Maja.

Det er han. Den fæle bjørnedræberen.
Å du kan ikke forestille dig alt det vidun-
derlige, han fortæller om fjeldet. Og om
livet deroppe! Stygt, fælt, skrækkelig afskye-
ligt er det meste af det, han lyver sammen –.
Ja for jeg tror næsten, at han lyver. Men
så vidunderlig dragende er det alligevel. Å
må jeg få lov til at rejse med ham? Bare
for at jeg kan få sé , om det er sandt, han
siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?

s. 77

Professor Rubek.

Ja, det må du så gerne for mig. Rejs
du bare op mellem fjeldene – så langt og
så længe, som du selv vil. Jeg rejser kan-
ske samme vej som du.

Fru Maja
(hurtigt).

Nej, nej, nej, det behøver du jo slet
ikke! For min skyld ikke!

Professor Rubek.

Jeg vil tilfjelds. Har bestemt mig til
det nu.

Fru Maja.

Å tak, tak! Må jeg fortælle det til
bjørnedræberen straks?

Professor Rubek.

Fortæl du til bjørnedræberen alt, hvad
du lyster.

s. 78

Fru Maja.

Å tak, tak, tak!

(vil gribe hans hånd; han afværger det.)

Å nej, – hvor du er sød og snil idag,
Rubek!

(hun løber ind i hotellet.)

(I det samme åbnes døren til pavillonen sagte og lydløst på
klem. Diakonissen står spejdende på vagt indenfor i døråbningen.
Ingen sér hende.)

Professor Rubek
(bestemt, vender sig til Irene).

Træffes vi altså deroppe?

Irene
(rejser sig langsomt).

Ja, vi træffes visselig. – Jeg har ledt
så længe efter dig.

Professor Rubek.

Hvad tid begyndte du at lede efter mig,
Irene?

s. 79

Irene
(med et drag af spøgende bitterhed).

Fra den tid det gik op for mig, at jeg
havde givet dig noget nok så umisteligt,
Arnold. Noget, som en aldrig burde skille
sig ved.

Professor Rubek
(bøjer hovedet ).

Ja, det er så nagende sandt. Du gav
mig tre–fire af din ungdoms år.

Irene.

Mere, mere end det gav jeg dig. Jeg
ødeland, – som jeg dengang var.

Professor Rubek.

Ja, ødsel var du, Irene. Du gav mig
hele din nøgne dejlighed –

Irene.

– til beskuelse –

s. 80

Professor Rubek.

– og til forherligelse –

Irene.

Ja, til forherligelse for dig selv. – Og
for barnet.

Professor Rubek.

For dig også, Irene.

Irene.

Men den dyreste gave har du glemt.

Professor Rubek.

Den dyreste –? Hvilken gave var det?

Irene.

Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så

s. 81

stod jeg der og var tom indvendig. – Sjæl-
løs.

( sér stivt stirrende på ham.)

Det var det, jeg døde af, Arnold.

(Diakonissen åbner døren helt og gør plads for hende.)

( Hun går ind i pavillonen.)

Professor Rubek
(står og sér efter hende; så hvisker han).

Irene!

ANDEN AKT.

(Oppe ved et højfjeldssanatorium. Landskabet strækker sig
som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt fjeldvand.
På den anden side af vandet stiger en række af højfjeldstinder
med blånende sné i kløfterne. I forgrunden til venstre risler en
bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og flyder derfra i
jævnt løb over vidden ud til højre. Kratskog, planter og stene
langs bækkeløbet. I forgrunden til højre en bakke med en sten-
bænk oppe på højden. Det er en sommereftermiddag hen imod
solnedgang.)

(I frastand inde på vidden hinsides bækken leger og danser
en flok syngende småbørn. De er dels byklædte dels i folkedragter.
Glad latter høres dæmpet under det følgende.)

(Professor Rubek sidder oppe på bænken med et plæd over
skulderen og ser ned på børnenes leg.)

(Lidt efter kommer fru Maja frem mellem nogle busker på
vidden til venstre i mellemgrunden og spejder udover med hånden
skyggende for øjnene. Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet
skørt, som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide snøre-
støvler. I hånden har hun en lang springstav.)

s. 83

Fru Maja
(får omsider øje på professor Rubek og råber).

Halloj!

(Hun går fremover vidden, springer ved hjælp af staven over
bækkeløbet og stiger op ad bakken.)

Fru Maja
(pustende).

Å hvor jeg har rendt og ledt efter dig,
Rubek.

Professor Rubek
(nikker ligegyldig og spørger).

Kommer du nede fra sanatoriet?

Fru Maja.

Ja, nu sidst kommer jeg ud fra det flue-
skabet.

Professor Rubek
( sér lidt hen på hende).

Du var ikke ved middagsbordet, la’ jeg
mærke til.

s. 84

Fru Maja.

Nej, vi holdt vor middag under åben
himmel, vi to.

Professor Rubek.

«Vi to»? Hvad er det for nogen to?

Fru Maja.

Jeg – og så denne fæle bjørnedræbe-
ren, vel.

Professor Rubek.

Nå så, han.

Fru Maja.

Ja. Og imorgen tidlig, så skal vi ud igen.

Professor Rubek.

Efter bjørn?

Fru Maja.

Ja. Ud og dræbe bamsen.

s. 85

Professor Rubek.

Har I fundet spor af nogen?

Fru Maja
(overlegent).

Der findes da ikke bjørn her oppe på
nøgne fjeldet, véd jeg.

Professor Rubek.

Hvor da?

Fru Maja.

Dybt under. Nede i lierne; i tykkeste
skogen. Hvor det er rent ufremkommeligt
for almindelige byfolk –

Professor Rubek.

Og der skal I to ned imorgen?

Fru Maja
(kaster sig ned i lyngen).

Ja, vi har aftalt det. – Eller kanske vi

s. 86

ta’r afsted allerede iaften. – Hvis ikke du
har noget imod det da?

Professor Rubek.

Jeg? Nej det være så langt fra –

Fru Maja
(hurtigt).

Lars følger forresten med; naturligvis.
– Med kobbelet.

Professor Rubek.

Jeg har sletikke erkyndiget mig om herr
Lars og hans kobbel.

(afbrydende.)

Men vil du ikke heller sætte dig ordent-
ligt her på bænken?

Fru Maja
(døsig).

Nej tak. Jeg ligger så dejligt i den bløde
lyngen.

s. 87

Professor Rubek.

Jeg kan sé på dig, at du er træt.

Fru Maja
(gisper).

Tror næsten, jeg begynder at bli’ det.

Professor Rubek.

Det kommer først bagefter, det. Når
spændingen er over –

Fru Maja
(i søvnig tone).

Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.

(Kort ophold.)

Fru Maja
(pludselig utålmodig).

Uh, Rubek, – at du kan holde ud at
sidde og høre på de ungernes skrål! Og så
sé på alle de bukkespring, de gør!

Professor Rubek.

Der er noget harmonisk, – næsten som

s. 88

musik, – i de bevægelser – en gang imel-
lem. Midt i alt det klodsede. Og de en-
kelte gange er det morsomt at sidde og
passe på – når de kommer.

Fru Maja
( lér lidt hånligt).

Ja, du er nu evig og altid kunstner, du.

Professor Rubek.

Vilde gerne vedbli’ at være det.

Fru Maja
(drejer sig om på siden, så hun vender ryggen til ham).

Han er ikke spor af kunstner, han.

Professor Rubek
(opmærksom).

Hvem er det, som ikke er kunstner?

Fru Maja
(atter i søvnig tone).

Han, den anden, vel.

s. 89

Professor Rubek.

Bjørneskytten, mener du?

Fru Maja.

Ja. Ikke spor af kunstner er han. Ikke
spor?

Professor Rubek
(smiler).

Nej, det tror jeg, du har så grundig ret i.

Fru Maja
( hæftig , uden at røre sig).

Og så styg, som han er!

(rykker en tot lyng op og kaster det fra sig.)

Så styg, så styg! Isch!

Professor Rubek.

Er det derfor du så trøstig lægger i vej
med ham – ude i vildmarkerne?

s. 90

Fru Maja
(kort).

Det véd jeg ikke.

(vender sig imod ham.)

Du er også styg, Rubek.

Professor Rubek.

Opdager du først det nu?

Fru Maja.

Nej, jeg har sét det længe.

Professor Rubek
(trækker på skuldrene).

Man ældes. Man ældes, fru Maja.

Fru Maja.

Det er sletikke den slags, jeg mener.
Men du har fået noget så træt, så opgivet i
øjekastet –. Når du sådan nådigst skotter
hen til mig – en gang imellem.

s. 91

Professor Rubek.

Synes du, du har mærket det?

Fru Maja
(nikker).

Lidt efter lidt har du fået dette her onde
i øjnene. Det er næsten som om du gik og
la’ lumske anslag op imod mig.

Professor Rubek.

Så?

(venlig, men alvorlig.)

Kom her og sæt dig hos mig, Maja. Så
skal vi snakke lidt sammen.

Fru Maja
(hæver sig halvt ivejret).

Må jeg få lov til at sidde på dit knæ da?
Ligesom i de første årene?

Professor Rubek.

Nej det må du ikke. For folk kan sé os
nede fra hotellet.

(flytter sig lidt.)

s. 92

Men du kan få sidde her på bænken –
ved siden af mig.

Fru Maja.

Nej tak; så blir jeg heller liggende, hvor
jeg ligger. Jeg kan godt høre her.

( sér spørgende på ham.)

Nå, hvad var det så for noget, du vilde
snakke om?

Professor Rubek
(begynder langsomt).

Hvorfor, tror du, det egentlig var, jeg gik
ind på, at vi skulde gøre denne sommerrejsen?

Fru Maja.

Jah, – du påstod jo rigtignok blandt
andet, at jeg vilde ha’ så urimelig godt af
det. Men –

Professor Rubek.

Men –?

s. 93

Fru Maja.

Men nu tror jeg ikke længer en snus på,
at det var derfor –

Professor Rubek.

Og hvorfor da, tror du nu?

Fru Maja.

Nu tror jeg, at det var for denne blege
damens skyld.

Professor Rubek.

For fru von Satows –!

Fru Maja.

Ja hun, som hænger i hælene på os. I
går aftes dukked hun jo op her også.

Professor Rubek.

Men hvad i al verden –!

s. 94

Fru Maja.

Nå, du har jo kendt hende så inderlig
godt. Længe før du kendte mig.

Professor Rubek.

Havde glemt hende igen også, – længe
før jeg kendte dig.

Fru Maja
(sætter sig oprejst).

Kan du glemme så let, du, Rubek?

Professor Rubek
(kort).

Ja så overmåde let.

(tilføjer barskt.)

Når jeg vil glemme.

Fru Maja.

En kvinde, som har stået model for dig
også?

s. 95

Professor Rubek
(afvisende).

Når jeg ikke har brug for hende længer,
så –

Fru Maja.

En, som har klædt sig helt af for dig?

Professor Rubek.

Betyder ingenting. Ikke for os kunstnere.

(slår om i en anden tone.)

Og så, hvorledes, – om jeg tør spørge, –
skulde jeg kunne ane, at hun var her i landet?

Fru Maja.

Å du kunde jo ha’ læst hendes navn på
en badeliste. I en af vore aviser.

Professor Rubek.

Ja men jeg kendte jo sletikke det navn,
hun nu gi’r sig. Havde aldrig hørt tale om
nogen herr von Satow.

s. 96

Fru Maja
(anstiller sig træt).

Nå herregud , så var det vel af en anden
grund, at du endelig vilde rejse da.

Professor Rubek
(alvorlig).

Ja, Maja, – det var af en anden grund.
Af en helt anden. Og det er det, vi da
engang må komme til at udtale os om.

Fru Maja
(med et undertrykt latteranfald).

Jøss’, hvor højtidelig du sér ud!

Professor Rubek
(mistroisk forskende).

Ja kanske lidt mere højtidelig, end nød-
vendigt er.

Fru Maja.

Hvorledes –?

s. 97

Professor Rubek.

Og godt og vel er jo det, for os begge.

Fru Maja.

Du begynder at gøre mig nysgærrig,
Rubek.

Professor Rubek.

Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?

Fru Maja
(ryster på hodet).

Ikke spor.

Professor Rubek.

Godt. Så hør da her. – Du sa’ den
dagen dernede ved badet, at du syntes jeg
var ble’t så nervøs i den senere tid –

Fru Maja.

Ja det er du da virkelig også.

s. 98

Professor Rubek.

Og hvad tror du årsagen kan være til
det?

Fru Maja.

Hvor kan jeg vide –?

(raskt.)

Du er kanske ble’t ked af dette evige
samliv med mig.

Professor Rubek.

Evige –? Sig lige så godt: evindelige.

Fru Maja.

Daglige samliv da. Vi har jo nu gået
dernede, vi to enlige mennesker, i samfulde
fire–fem år og næsten ikke været en time
fra hinanden. – Vi to ganske alene.

Professor Rubek
(interesseret).

Nå ja? Og så –?

s. 99

Fru Maja
(lidt trykket).

Du er jo ingen selskabsmand, Rubek.
Gåer helst så’n for dig selv og tumler med
dit eget. Og jeg kan jo ikke tale ordentligt
med dig om dine sager. Om alt dette med
kunst og sligt noget –

(slår ud med hånden.)

Og bryr mig, ved gud , ikke stort om det
heller!

Professor Rubek.

Nå ja-ja; derfor så sidder vi jo mest ved
kaminen og prater om dine sager.

Fru Maja.

Å herregud , – jeg har ingen sager at
prate om.

Professor Rubek.

Nå, det er småting kanské . Men tiden
går i alt fald for os på den måde også,
Maja.

s. 100

Fru Maja.

Ja, det har du ret i. Tiden går. Den
holder på at gå fra dig, Rubek! – Og det
er vel egentlig det, som gør dig så urolig –

Professor Rubek
(nikker heftigt ).

Og så hvileløs!

(vrider sig på bænken.)

Nej, jeg holder snart ikke dette fattige
liv ud længer!

Fru Maja
(rejser sig og står en liden stund og sér på ham).

Vil du være kvit mig, så sig bare til.

Professor Rubek.

Hvad er nu det igen for talemåder? Være
kvit dig?

Fru Maja.

Ja hvis du vil være af med mig, så skal
du sige det lige ud. Og så skal jeg gå
straks på timen.

s. 101

Professor Rubek
(smiler næsten umærkeligt).

Skal dette betyde en trusel, Maja?

Fru Maja.

Det, jeg sa’, kan så visst ikke være
nogen trusel for dig.

Professor Rubek
(rejser sig).

Nej, du har egentlig ret i det.

(tilføjer lidt efter.)

Du og jeg kan umulig bli’ ved at leve
så’n sammen –

Fru Maja.

Nå altså –!

Professor Rubek.

Ikke noget altså.

(med eftertryk på ordene.)

Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at leve
sammen alene, – så behøver vi jo ikke at
skilles for det.

s. 102

Fru Maja
(smiler hånligt).

Bare separeres en liden smule, mener du?

Professor Rubek
(ryster pa hodet).

Behøves heller ikke.

Fru Maja.

Nå da? Ryk ud med hvad du vil gøre
med mig.

Professor Rubek
(noget usikker).

Hvad jeg nu føler så levende – og så
pinligt – at jeg trænger til, det er at eje
en omkring mig, som stod mig rigtig inderlig
nær –

Fru Maja
( afbryder ham i spænding).

Gør ikke jeg det, Rubek?

s. 103

Professor Rubek
(afvisende).

Ikke sådan at forstå. Jeg måtte ha’ sam-
liv med et andet menneske, der ligesom
kunde udfylde mig, – fuldstændiggøre mig,
– være et med mig i al min gerning.

Fru Maja
(langsomt).

Ja i så’ne svære ting vilde jo ikke jeg
kunne tjene dig.

Professor Rubek.

Å nej, det vilde du nok pænt la’ være,
Maja.

Fru Maja
(udbryder).

Og jeg havde, ved gud , heller ikke nogen
lyst til det, du!

Professor Rubek.

Véd det så såre godt. – Og det var jo
heller ikke med nogen slig livshjælp for øje,
at jeg knytted dig til mig.

s. 104

Fru Maja
(iagttager ham).

Jeg kan sé på dig, at du står og tænker
på en anden en.

Professor Rubek.

Så? Jeg har ellers ikke mærket, at du
var tankelæser. Men du kan altså sé det?

Fru Maja.

Ja jeg kan. Å jeg kender dig så godt,
så godt, Rubek!

Professor Rubek.

Så kan du kanske også sé , hvem det er,
jeg tænker på?

Fru Maja.

Ja det kan jeg da rigtignok.

Professor Rubek.

Nå? Vær af den godhed –?

s. 105

Fru Maja.

Du står og tænker på denne – denne
modellen, som du engang har brugt til at –

(slipper pludselig tanketråden.)

Véd du, at folk nede i hotellet tror hun
er gal?

Professor Rubek.

Så? Og hvad tror folk nede i hotellet
om dig og bjørnedræberen da?

Fru Maja.

Det kommer jo ikke sagen ved.

(fortsætter, hvor hun før slap.)

Men det var denne her blege damen,
som du stod og tænkte på.

Professor Rubek
(frejdig).

Just netop på hende. – Da jeg ikke
længer havde brug for hende –. Og da
hun desuden rejste fra mig, – forsvandt –
sådan uden videre –

s. 106

Fru Maja.

Så tog du imod mig som en slags nød-
skilling kanske ?

Professor Rubek
(hensynsløsere).

Noget sådant, oprigtig talt, lille Maja.
Jeg havde da i et år eller halvandet gået
der ensom og grublende, og lagt den sidste
– den aller sidste hånd på mit værk. «Op-
standelsens dag» gik ud over verden og
bragte mig ry – og al anden herlighed for-
resten.

(varmere.)

Men jeg elskede ikke mit eget værk
længer. Menneskenes blomster og virak
kunde gerne jaget mig kvalmende og for-
tvilet ind i de tykkeste skoge.

( sér på hende.)

Du, som jo er tankelæser, – kan du
gætte, hvad der så faldt mig ind?

Fru Maja
(henkastende).

Ja det faldt dig ind at lave portrætbyster
af herrer og damer.

s. 107

Professor Rubek
(nikker).

Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag
maskerne. Det fik de gratis; på købet, for-
står du.

(smilende.)

Men det var nu ikke egentlig det, jeg
nærmest mente.

Fru Maja.

Hvad da?

Professor Rubek
(atter alvorlig).

Det var det, at hele dette her med
kunstnerkald og med kunstnergerning – og
sligt noget, – det begyndte at forekomme
mig som noget så tomt og hult og intet-
sigende igrunden.

Fru Maja.

Hvad vilde du da sætte i stedet?

s. 108

Professor Rubek.

Livet, Maja.

Fru Maja.

Livet?

Professor Rubek.

Ja er da ikke livet i solskin og skønhed
noget ganske anderledes værdifuldt end det,
at gå her til sine dages ende i et råt, fug-
tigt hul og mase sig dødsens træt med lér-
klumper og stenblokke?

Fru Maja
(med et lidet suk).

Jo, det har jeg rigtignok altid syntes.

Professor Rubek.

Og så var jeg jo ble’t rig nok til at leve
i overflod og i ørkesløst dirrende sollys.
Kunde la’ bygge for mig både villaen ved
Taunitzer See og palæet i hovedstaden. Og
alt det øvrige for resten.

s. 109

Fru Maja
(slår ind i hans tone).

Og så til syvende og sidst havde du råd
til at forskaffe dig mig også. Og gav mig
lov til at bruge af alle dine skatte.

Professor Rubek
(spøger bortledende).

Loved jeg dig ikke at ta’ dig med mig op
på et højt berg og vise dig al verdens her-
lighed?

Fru Maja
(med et sagtmodigt udtryk).

Du har kanske ta’et mig med dig op på
et nok så højt berg, Rubek, – men du har
ikke vist mig al verdens herlighed.

Professor Rubek
( lér irriteret).

Hvor du er ufornøjelig, Maja! Så rent
ufornøjelig!

(udbryder hæftigt .)

Men véd du, hvad det mest fortvilede
er? Kan du ane det?

s. 110

Fru Maja
(i stille trods).

Ja, det er vel det, at du gik hen og tog
mig med dig – for hele livet.

Professor Rubek.

Jeg vilde ikke udtrykke mig med så
hjerteløse ord.

Fru Maja.

Men meningen er visst lige så hjerteløs.

Professor Rubek.

Du har ikke noget rigtig klart begreb
om, hvorledes en kunstnernatur sér ud ind-
vendig.

Fru Maja
(smiler og ryster på hodet).

Herregud, jeg har ikke engang begreb
om, hvorledes jeg selv sér ud indvendig.

s. 111

Professor Rubek
(vedbliver uforstyrret).

Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så,
vi kunstnere. Jeg for min part har gennem-
levet et helt livsløb i de få år vi to har
kendt hinanden. Jeg er kommet til at sé, at
det slet ikke ligger for mig at søge lykken
i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan
til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’
ved at virke, – skabe værk på værk, –
lige indtil min sidste dag.

(med overvindelse.)

Derfor er det, at jeg ikke længer kan
komme ud af det med dig, Maja. – Ikke
længer med dig alene.

Fru Maja
(rolig).

Vil det med rene, simple ord sige, at du
er ble’t ked af mig?

Professor Rubek
(bruser ud).

Ja det vil det sige! Jeg er ble’t ked, –

s. 112

uudholdelig ked og træt og slap af samlivet
med dig! Nu véd du det.

(fatter sig.)

Det er stygge, hårde ord, jeg siger dig.
Jeg føler det så godt selv. Og du har
ingenting forskyldt i det stykke; – det er-
kender jeg villigt. Det er ene og alene
mig, som nu igen har undergået en omvælt-
ning –

(halvt hen for sig.)

– en opvågnen til mit egentlige liv.

Fru Maja
(folder uvilkårlig hænderne).

Men hvorfor i al verden kan vi så ikke
gå fra hinanden da?

Professor Rubek
( sér forbavset på hende).

Kunde du ville det?

Fru Maja
(rykker på skuldren).

Jah, – hvis der ikke er andet for, så –

s. 113

Professor Rubek
(ivrig).

Men der er andet for. Der er en ud-
vej –

Fru Maja
(løfter pegefingeren).

Nu tænker du på den blege damen igen!

Professor Rubek.

Ja, ærligt talt, så må jeg uafladelig tænke
på hende. Lige siden jeg traf hende påny.

(et skridt nærmere.)

For nu vil jeg betro dig noget, Maja.

Fru Maja.

Nå?

Professor Rubek
(banker sig på brystet).

Her inde, sér du, – her har jeg et bitte
lidet dirkefrit skrin. Og i det skrinet ligger
alle mine billedsyner forvaret. Men da hun
rejste så sporløst væk, så gik skrinet i bag-

s. 114

lås. Og hun havde nøglen, – og den tog
hun med sig. – Du, lille Maja, du havde
ingen nøgle, du. Derfor ligger det altsam-
men ubrugt derinde. Og årene går! Ikke
muligt for mig at komme til skatten.

Fru Maja
(kæmper med et underfundigt smil).

Så få hende til at lukke op for dig igen –

Professor Rubek
(uforstående).

Maja –?

Fru Maja.

– for nu er hun her jo. Og det er vel
sagtens for dette skrinets skyld, at hun er
kommet.

Professor Rubek.

Ikke med et ord har jeg rørt ved de
ting for hende!

s. 115

Fru Maja
( sér uskyldig på ham).

Men snille Rubek, – er det da værdt
at gøre al den opstyr og alle disse her op-
hævelser for noget, som er en så ganske
ligefrem sag?

Professor Rubek.

Synes du, at dette her er så ganske lige-
frem?

Fru Maja.

Ja det synes jeg da rigtignok. Slut du
dig bare til den, du mest behøver.

(nikker til ham.)

Jeg skal nok altid vide at finde mig en
plads.

Professor Rubek.

Hvor, mener du?

Fru Maja
(sorgløst, undvigende).

Nå, – jeg kan jo bare flytte ud på vil-
laen, hvis det blir nødvendigt. Men det

s. 116

blir det ikke. For inde i byen, – i hele
vort store hus, må der da vel – med lidt
god vilje – kunne bli’ rum til tre.

Professor Rubek
(usikker).

Og tror du, at det vil kunne gå i læng-
den?

Fru Maja
(i en let tone).

Herregud, – går det ikke, så går det
ikke. Der er ikke noget at snakke om den
ting.

Professor Rubek.

Og hvad gør vi så, Maja, – hvis det
nu ikke går?

Fru Maja
(ubekymret).

Så går vi to simpelt hen af vejen for
hinanden. Helt væk. Jeg finder mig altid
noget nyt et steds i verden. Noget frit!

s. 117

Frit! Frit! – Det har ingen nød med det,
professor Rubek!

(peger pludselig ud til højre.)

Sé der! Der har vi hende.

Professor Rubek
(vender sig).

Hvor?

Fru Maja.

Ude på sletten. Skridende – som en
marmorstøtte. Hun kommer hidover.

Professor Rubek
(står og stirrer med hånden over øjnene).

Sér hun ikke ud som den levendegjorte
opstandelse?

(hen for sig.)

Og hende kunde jeg flytte –. Og stille
hen i skyggen! Omskabe hende –. Å jeg
dåre!

Fru Maja.

Hvad skal det sigte til?

s. 118

Professor Rubek
(afværgende).

Ingen ting. Ikke noget, som du vil
kunne forstå.

(Irene kommer fra højre frem over vidden. De legende børn
har allerede tidligere fået øje på hende og er løbne hende imøde.
Nu er hun omringet af børneflokken; nogle synes frejdige og til-
lidsfulde, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til dem og
betyder dem, at de skal gå ned til sanatoriet; hun selv vil hvile
sig lidt ved bækken. Børnene løber ned over skråningen til ven-
stre i mellemgrunden. Irene går hen til bergvæggen og lader
vandstrålerne risle kølende over sine hænder.)

Fru Maja
(dæmpet).

Gå ned og tal med hende på tomands
hånd, Rubek.

Professor Rubek.

Og hvor går du hen imens?

Fru Maja
( sér betydningsfuldt på ham).

Jeg går mine egne veje herefterdags.

(Hun går nedover bakken og svinger sig ved springstaven
over bækkeløbet. Ved Irene standser hun.)

s. 119

Fru Maja.

Professor Rubek står der oppe og venter
på Dem, frue.

Irene.

Hvad vil han?

Fru Maja.

Han vil få Dem til at hjælpe sig med
et skrin, som er gået i baglås for ham.

Irene.

Kan jeg hjælpe med det?

Fru Maja.

Han mener, De er den eneste, som kan.

Irene.

Så får jeg prøve da.

s. 120

Fru Maja.

Det må De endelig gøre, frue.

(Hun går ned over vejen til sanatoriet.)

(Lidt efter stiger professor Rubek ned til Irene, dog så-
ledes, at de har bækken imellem sig.)

Irene
(efter et lidet ophold).

Hun, den anden, sa’, at du har ventet på
mig.

Professor Rubek.

Jeg har ventet på dig år efter år, – uden
selv at forstå det.

Irene.

Kunde ikke komme til dig, Arnold. Lå
jo dernede og sov den lange, dybe, drømme-
fyldte søvn.

Professor Rubek.

Å men nu er du vågnet, Irene!

s. 121

Irene
(ryster på hodet).

Jeg har den tunge, dybe søvn i øjnene
endnu.

Professor Rubek.

Du skal sé , det vil dages og lysne for
os begge.

Irene.

Tro aldrig det.

Professor Rubek
(indtrængende).

Det tror jeg! Og det véd jeg! Nu, da
jeg har fundet dig igen –

Irene.

Opstanden.

Professor Rubek.

Forklaret!

s. 122

Irene.

Bare opstanden, Arnold. Men ikke for-
klaret.

(Han ballancerer på stenene under vandfaldet over til hende.)

Professor Rubek.

Hvor har du været henne hele dagen,
Irene?

Irene
(peger ud).

Langt, langt inde på de store døds-
marker –

Professor Rubek
(afledende).

Du har ikke din – din veninde med dig
i dag, sér jeg.

Irene
(smiler).

Min veninde holder godt øje med mig
alligevel.

s. 123

Professor Rubek.

Kan hun det?

Irene
(skotter omkring sig).

Du kan tro, hun kan. Hvor jeg så står
og går. Taber mig aldrig af syne –

(hvisker.)

Indtil jeg en skøn solskinsmorgen dræber
hende.

Professor Rubek.

Vilde du det?

Irene.

Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde
komme til.

Professor Rubek.

Hvorfor vilde du?

s. 124

Irene.

Fordi hun går og øver trolddomskunster.

(hemmelighedsfuldt.)

Tænk dig, Arnold, – hun har skabt sig
om til min skygge.

Professor Rubek
(søger at berolige hende).

Nå, nå, nå, – en skygge må vi jo alle ha’.

Irene.

Jeg er min egen skygge.

(udbrydende.)

Forstår du da ikke det!

Professor Rubek
(tungt).

Jo, jo, Irene, – jeg forstår det nok.

(Han sætter sig på en sten ved bækken. Hun står bag ved
ham, lænet mod fjeldvæggen .)

Irene
(lidt efter).

Hvorfor sidder du der og vender øjnene
fra mig?

s. 125

Professor Rubek
(sagte, ryster på hodet).

Tør ikke, – tør ikke sé på dig.

Irene.

Hvorfor tør du ikke det mere nu?

Professor Rubek.

Du har en skygge, som piner dig. Og
jeg har min tyngende samvittighed.

Irene
(med et glad befriende skrig).

Endelig!

Professor Rubek
(springer op).

Irene, – hvad er det!

Irene
(afværgende imod ham).

Bare rolig, rolig, rolig!

(ånder tungt og siger ligesom lettet fra en byrde.)

Sé så. Nu slap de mig. For denne

s. 126

gang. – Nu kan vi sætte os og tale sammen
som før – i livet.

Professor Rubek.

Å, om vi så sandt kunde tale som før.

Irene.

Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter jeg
mig her hos dig.

(Han sætter sig ned igen. Hun sætter sig på en anden sten
lige i nærheden.)

Irene
(efter en liden taushed).

Nu er jeg kommen tilbage til dig fra de
fjerneste riger, Arnold.

Professor Rubek.

Ja visselig fra en endeløs lang rejse.

Irene.

Kommet hjem til min hersker og herre –

s. 127

Professor Rubek.

Til vort; – til vort eget, Irene.

Irene.

Har du hver eneste dag ventet på mig?

Professor Rubek.

Hvor turde jeg vente?

Irene
(med et sideblik).

Nej, du turde vel ikke det. For du for-
stod jo ingenting.

Professor Rubek.

Var det virkelig ikke for en andens skyld,
at du sådan med én gang blev borte?

Irene.

Kunde ikke det godt være for din skyld,
Arnold?

s. 128

Professor Rubek
( sér uviss på hende).

Men jeg forstår dig ikke –?

Irene.

Da jeg havde tjent dig med min sjæl og
med mit legeme, – og billedstøtten stod
færdig, – vort barn, som du kaldte den, –
da lagde jeg for din fod det dyreste offer –
ved at udslette mig selv for alle tider.

Professor Rubek
(sænker hodet).

Og lægge mit liv øde.

Irene
(blusser pludselig op).

Just det var det jeg vilde! Aldrig, aldrig
skulde du få skabe noget mere, – efter at
du havde skabt dette vort eneste barn.

Professor Rubek.

Var der skinsyge i dine tanker dengang?

s. 129

Irene
(koldt).

Jeg tror, det nærmest var had.

Professor Rubek.

Had? Had til mig?

Irene
(atter hæftig ).

Ja, til dig, – til kunstneren, som så
helt sorgløs og ubekymret tog et blodvarmt
legeme, et ungt menneskeliv, og sled sjælen
ud af det, – fordi du havde brug for det
til at skabe et kunstværk.

Professor Rubek.

Og det kan du sige, – du, som med
tindrende lyst og med høj-helligt begær var
med i mit arbejde? I dette arbejde, som vi
to hver morgen samledes om, som til en
andagt.

s. 130

Irene
(koldt, som før).

Jeg vil sige dig én ting, Arnold.

Professor Rubek.

Nu?

Irene.

Aldrig har jeg elsket din kunst, før jeg
mødte dig. – Og ikke siden heller.

Professor Rubek.

Men kunstneren, Irene?

Irene.

Kunstneren hader jeg.

Professor Rubek.

Kunstneren i mig også?

s. 131

Irene.

Mest i dig. Når jeg klædte mig helt
af og stod der for dig, da haded jeg dig,
Arnold –

Professor Rubek
( hæftig ).

Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke
sandt!

Irene.

Jeg haded dig, fordi du kunde stå der så
uberørt –

Professor Rubek
( lér ).

Uberørt? Tror du?

Irene.

– eller så tirrende behersket da. Og
fordi du var kunstner, bare kunstner, –
ikke mand!

(slår over i en varm, inderlig tone.)

s. 132

Men denne støtte i det våde, levende ler,
den elsked jeg – alt efter som der steg
frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå,
uformelige masserne, – for den var vor
skabning, vort barn. Mit og dit.

Professor Rubek
(tungt).

Det var den i ånd og sandhed.

Irene.

Sér du, Arnold, – det er for dette vort
barns skyld, at jeg har taget mig for at gøre
denne lange pilegrimsgang.

Professor Rubek
(pludselig opmærksom).

For marmorbilledets –?

Irene.

Kald det hvad du vil. Jeg kalder det
vort barn.

s. 133

Professor Rubek
(urolig).

Og nu vil du sé det? Færdigt? I mar-
mor, som du altid syntes var så koldt?

(ivrig.)

Du véd kanske ikke, at det står opstillet
i et stort musæum etsteds – langt ude i
verden?

Irene.

Jeg har hørt som et sagn om det.

Professor Rubek.

Og musæer var dig jo altid en afsky.
Du kaldte dem for gravhvælvinger –

Irene.

Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl
og min sjæls barn ligger begravet.

Professor Rubek
(i angst og uro).

Du må aldrig sé det billede mere! Hører

s. 134

du, Irene! Jeg bønfalder dig –! Aldrig,
aldrig sé det mere!

Irene.

Tror du kanske , jeg vilde dø en gang til
af det?

Professor Rubek
(knuger hænderne).

Å jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. –
Men hvor kunde jeg også tænke mig, at du
vilde fæste dig så uløseligt til dette billede?
Du, som gik fra mig – før det var fuld-
båret.

Irene.

Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå
fra dig. Og la’ dig alene.

Professor Rubek
(sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne
for øjnene).

Det var ikke hvad det senere hen blev til.

s. 135

Irene
(griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv halvt frem fra brystet
og spørger hæst hviskende).

Arnold, – har du gjort noget ondt ved
vort barn?

Professor Rubek
(undvigende).

Noget ondt? – Jeg kan jo ikke så be-
stemt afgøre, hvad du vil kalde det.

Irene
(åndeløs).

Sig mig straks, hvad du har gjort ved
barnet!

Professor Rubek.

Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde
og høre rolig efter hvad jeg siger.

Irene
(gemmer kniven).

Jeg skal høre så rolig, som en mor kan,
når hun –

s. 136

Professor Rubek
(afbryder).

Og så skal du ikke sé på mig, mens jeg
fortæller.

Irene
(flytter sig hen på en stén bag hans ryg).

Her sætter jeg mig bag ved dig. – For-
tæl så.

Professor Rubek
(tager hænderne fra øjnene og sér hen for sig).

Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks,
hvorledes jeg skulde bruge dig til mit livs-
værk.

Irene.

«Opstandelsens dag» kaldte du dit livs-
værk. – Jeg kalder det «vort barn».

Professor Rubek.

Jeg var ung dengang. Uden al livs-
erfaring. Opstandelsen, syntes jeg, måtte

s. 137

skildres skønnest og allerdejligst som en
ung uberørt kvinde, – uden et jordlivs op-
levelser, – og som vågner til lys og herlig-
hed uden at ha’ noget stygt og urent at skille
sig af med.

Irene
(hurtigt).

Ja, – og således står jeg jo nu der i
vort værk?

Professor Rubek
(nølende).

Ikke egentlig ganske således, Irene.

Irene
(i stigende spænding).

Ikke ganske –? Står jeg ikke således,
som jeg stod for dig?

Professor Rubek
(uden at svare).

Jeg blev verdensklog i de årene, som
fulgte efter, Irene. «Opstandelsens dag»

s. 138

blev noget mere og noget – noget mere
mangfoldigt i min forestilling. Den lille
runde plint, hvor dit billede stod rankt og
ensomt, – den gav ikke længer rum for alt
det, jeg nu vilde digte til –

Irene
(famler efter kniven men lader være).

Hvad digted du så til? Sig det!

Professor Rubek.

Jeg digted det til, som jeg rundt om-
kring mig i verden så med mine øjne.
Jeg måtte ha’ det med. Kunde ikke andet,
Irene. Plinten vided jeg ud – så den blev
stor og rummelig. Og på den lagde jeg et
stykke af den buede, bristende jord. Og op
af jordrevnerne vrimler der nu mennesker
med dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd,
– slig som jeg kendte dem ude fra livet.

Irene
(i åndeløs forventning).

Men midt i mylderet står den unge

s. 139

kvinde med lysglæden over sig? – Gør jeg
ikke det, Arnold?

Professor Rubek
(undvigende).

Ikke ganske i midten. Jeg måtte des-
værre rykke den statuen noget tilbage. For
helhedsvirkningens skyld, forstår du. Den
vilde ellers domineret altfor meget.

Irene.

Men lysglædens forklarelse stråler over
mit ansigt fremdeles?

Professor Rubek.

Det gør den nok, Irene. På en måde
da. Lidt afdæmpet kanské . Således, som
min ændrede tanke kræved det.

Irene
(rejser sig lydløst).

Dette billede udtrykker det liv, du nu sér ,
Arnold.

s. 140

Professor Rubek.

Ja, det gør det vel.

Irene.

Og i dette billede har du flyttet mig hen,
lidt afbleget, – som en baggrundsfigur –
i en gruppe.

(hun trækker kniven frem.)

Professor Rubek.

Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det
højeste kalde det en mellemgrundsskikkelse,
– eller sådant noget.

Irene
(hvisker hæst).

Nu har du sagt dommen over dig selv.

(vil støde til.)

Professor Rubek
(vender sig og sér op på hende).

Dommen?

s. 141

Irene
(gemmer hurtig kniven og siger kvalt som i vånde).

Min hele sjæl, – du og jeg, – vi, vi,
vi og vort barn var i denne ensomme skik-
kelse.

Professor Rubek
(ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne af panden).

Ja men hør nu også, hvorledes jeg har
stillet mig selv hen i gruppen. Foran ved
en kilde, ligesom her, sidder en skyldbetyn-
get mand, som ikke kan komme helt løs fra
jordskorpen. Jeg kalder ham angeren over
et forbrudt liv. Han sidder der og dypper
sine fingre i det rislende vand – for at
skylle dem rene, – og han nages og martres
ved tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes
ham. Han når i al evighed ikke fri op til
opstandelsens liv. Blir evindelig siddende
igen i sit helvede.

Irene
(hårdt og koldt).

Digter!

s. 142

Professor Rubek.

Hvorfor digter?

Irene.

Fordi du er slap og sløv og fuld af
syndsforladelse for alle dit livs gerninger
og for alle dine tanker. Du har dræbt min
sjæl, – og så modellerer du dig selv i an-
ger og bod og bekendelse, –

(smiler.)

– og dermed er dit regnskab opgjort,
mener du.

Professor Rubek
(trodsende).

Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer
mig ikke over den skrøbelighed, som kanské
klæber ved mig. For jeg er født til kunst-
ner, sér du. – Og blir så aldrig andet end
kunstner alligevel.

Irene
( sér på ham med et fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt).

Digter er du, Arnold.

s. 143

(stryger ham lindt over håret.)

Du kære, store, aldrende barn, – at du
ikke kan sé det!

Professor Rubek
(misfornøjet).

Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?

Irene
(med lurende øjne).

Fordi der ligger noget undskyldende i
det ord, min ven. Noget syndsforladende, –
som breder en kåbe over al skrøbeligheden.

(slår pludselig om i tonen.)

Men jeg var et menneske – dengang!
Og jeg havde også et liv at leve – og en
menneskeskæbne at fuldbyrde. Sé , alt det
lod jeg ligge, – gav det hen for at gøre
mig dig underdanig. – Å det var et selv-
mord. En dødsens brøde imod mig selv.

(halvt hviskende.)

Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.

(Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer ubemærket på
ham med øjnene og plukker ligesom åndsfraværende nogle blomster
af buskerne omkring dem.)

s. 144

Irene
(tilsyneladende behersket).

Jeg skulde født børn til verden. Mange
børn. Rigtige børn. Ikke af dem, som gem-
mes i gravkælderne. Det havde været mit
kald. Skulde aldrig ha’ tjent dig, – digter.

Professor Rubek
(fortabt i erindringen).

Det var dog dejlige tider, Irene. Vid-
underlig dejlige tider, – når jeg nu tænker
tilbage –

Irene
( sér på ham med et blødt udtryk).

Kan du mindes et lidet ord, som du sa’,
– da du var færdig, – færdig med mig og
med vort barn?

(nikker til ham.)

Kan du mindes det lille ord, Arnold?

Professor Rubek
( sér spørgende på hende).

Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du
husker endnu?

s. 145

Irene.

Ja du gjorde det. Kan du ikke mindes
det nu længer?

Professor Rubek
(ryster på hodet).

Nej, så sandelig om jeg kan. Ikke nu i
øjeblikket i alt fald.

Irene.

Du tog begge mine hænder og trykked
dem varmt. Og jeg stod der i åndeløs for-
ventning. Og så sa’ du: Så får du ha’ så
hjertelig tak da, Irene. Dette her, sa’ du,
har været en velsignet episode for mig.

Professor Rubek
( sér tvilende ud).

Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke
det ord.

Irene.

Du sa’ episode.

s. 146

Professor Rubek
(med påtagen frejdighed).

Nå ja, – men i grunden var det jo og-
så en episode.

Irene
(kort).

På det ord gik jeg fra dig.

Professor Rubek.

Du ta’r alle ting så smærteligt dybt,
Irene.

Irene
(stryger sig over panden).

Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det
dybe og det tunge af os.

(plukker bladene af en fjeldrose og strør dem i bækken.)

Sé der, Arnold. Der svømmer vore
fugle.

Professor Rubek.

Hvad er det for fugle?

s. 147

Irene.

Kan du ikke sé det? Det er jo flamin-
goer. For de er rosenrøde.

Professor Rubek.

Flamingoer svømmer ikke. De bare
vader.

Irene.

Så er det ikke flamingoer da. Det er
måger.

Professor Rubek.

Måger med røde næb kan det være, ja.

(plukker brede grønne blade og kaster dem ud.)

Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.

Irene.

Men der skal ikke være fangstmænd om-
bord.

10*

s. 148

Professor Rubek.

Nej der skal ingen fangstmænd være.

(smiler til hende.)

Kan du huske den sommer vi sad sådan
udenfor det lille bondehuset ved Taunitzer
See?

Irene
(nikker).

Lørdags aftenerne, ja, – når vi var fær-
dige med vort arbejde for ugen –

Professor Rubek.

– og rejste ud med jernbanen. Og blev
derude søndagen over –

Irene
(med et ondt, hadfyldt glimt i øjet).

Det var en episode, Arnold.

Professor Rubek
(som om han ikke hører).

Da lod du også fugle svømme i bækken.
Det var vandliljer, som du –

s. 149

Irene.

Hvide svaner var det.

Professor Rubek.

Jeg mente svaner, ja. Og jeg husker, at
jeg fæsted et stort loddent blad til en af
svanerne. Det var endda et skræppeblad –

Irene.

Så blev det til Lohengrins båd – med
svanen foran.

Professor Rubek.

Hvor glad du var i den leg, Irene.

Irene.

Vi legte den ofte om igen.

Professor Rubek.

Hver eneste lørdag, tror jeg. Hele som-
meren udover.

s. 150

Irene.

Du sa’, at jeg var svanen, som trak din
båd.

Professor Rubek.

Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være.

(optaget af legen.)

Nej sé bare, hvor mågerne svømmer ned-
over elven, du.

Irene
( lér ).

Og alle dine skibe strander.

Professor Rubek
(sætter mere løv i bækken).

Jeg har skibe nok i behold.

(følger løvet med øjnene, stikker flere blade ud og siger lidt efter).

Du Irene, – jeg har købt det lille bonde-
huset ved Taunitzer See.

Irene.

Har du købt det nu? Du sa’ så tidt, at
du vilde købe det, hvis du havde råd til det.

s. 151

Professor Rubek.

Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte
jeg det.

Irene
(skeler hen på ham).

Bor du da nu derude – i vort gamle
hus?

Professor Rubek.

Nej det har jeg ladt rive ned for længe
siden. Og så har jeg bygget mig en stor,
prægtig, bekvem villa på tomten, – med
park omkring. Der er det, vi plejer –

(standser og retter udtrykket.)

– der plejer jeg at holde til om som-
meren –

Irene
(betvinger sig).

Så du og – og den anden holder til der-
ude nu?

s. 152

Professor Rubek
(lidt trodsende).

Ja. Når min hustru og jeg ikke er på
rejser, – som nu iår.

Irene
( sér vidt frem for sig).

Dejligt, dejligt var livet ved Taunitzer
See.

Professor Rubek
( sér ligesom tilbage i sig selv).

Og alligevel, Irene –

Irene
(udfylder hans tanke).

– alligevel så slap vi to al den livets
dejlighed.

Professor Rubek
(sagte, indtrængende).

Kommer angeren for sent nu?

s. 153

Irene
(svarer ham ikke, men sidder en stund stille; så peger hun bort
over vidden).

Sé der, Arnold. Nu går solen under bag
tinderne. Sé bare – hvor rødt den skinner
på skrå hen over alle lyngtuerne derhenne.

Professor Rubek
( sér også did hen).

Det er længe siden jeg har sét en sol-
nedgang på fjeldet.

Irene.

End en solopgang da?

Professor Rubek.

En solopgang tror jeg aldrig jeg har sét .

Irene
(smiler som fortabt i en erindring).

Jeg har engang sét en vidunderlig dejlig
solopgang.

s. 154

Professor Rubek.

Har du? Hvor var det?

Irene.

Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop.
– Du narred mig med derop og loved, at
jeg skulde få sé al verdens herlighed, der-
som jeg bare –

(hun standser brat.)

Professor Rubek.

Dersom du bare –? Nå?

Irene.

Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig
op i højden. Og der faldt jeg på mine
knæ, – og tilbad dig. Og tjente dig.

(tier lidt; så siger hun sagte.)

Da så jeg solopgangen.

Professor Rubek
(afledende).

Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med
og bo hos os i villaen dernede?

s. 155

Irene
( sér hånligt smilende på ham).

Sammen med dig – og den anden dame?

Professor Rubek
(indtrængende).

Sammen med mig – ligesom i de ska-
bende dage. Lukke op alt det, som er vre-
det i baglås i mig. Kunde du ikke ville det,
Irene?

Irene
(ryster på hodet).

Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.

Professor Rubek.

Du har nøglen! Ingen uden du har den!

(trygler og beder.)

Hjælp mig, – så jeg kan komme til at
leve livet om igen!

Irene
(ubevægelig som før).

Tomme drømme. Ørkesløse – døde
drømme. Vort samliv har ingen opstandelse
efter sig.

s. 156

Professor Rubek
(kort, afbrydende).

Så lad os bli’ ved at lege da!

Irene.

Ja lege, lege, – bare lege!

( De sidder og strør løv og blomsterblade ud i bækken og lader
dem svømme og sejle.)

(Op over skrænten til venstre i baggrunden kommer godsejer
Ulfhejm og Fru Maja i jagtudstyr. Efter dem følger Tjeneren
med hundekobbelet, som han fører videre ud til højre.)

Professor Rubek
(får øje på dem).

Sé , dér går lille Maja ud med bjørne-
skytten.

Irene.

Din dame, ja.

Professor Rubek.

Eller den andens.

s. 157

Fru Maja
(spejder undervejs over vidden, får sé de to ved bækken og råber
hen).

God nat, professor! Drøm om mig. Nu
går jeg ud på eventyr!

Professor Rubek
(råber tilbage).

Hvad skal det eventyr gå ud på!

Fru Maja
(kommer nærmere).

Jeg vil sætte livet i stedet for alt det
andet.

Professor Rubek
(spottende).

Nej vil du også det, lille Maja?

Fru Maja.

Jaha. Og så har jeg gjort et vers, som
er sådan:

s. 158

(synger og jubler.)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

Ja for jeg tror, jeg er vågnet nu – endelig.

Professor Rubek.

Det lader næsten så.

Fru Maja
(ånder af fuldt bryst).

Åh, – hvor guddommelig let det kendes
at vågne!

Professor Rubek.

God nat, fru Maja, – og lykke til –

Godsejer Ulfhejm
(råber afværgende).

Hys, hys, – lad da for fanden være
med de troldmandsønskerne! Sér De ikke,
vi skal ud og skyde –

s. 159

Professor Rubek.

Hvad bringer du mig hjem fra jagten,
Maja?

Fru Maja.

Du skal få en rovfugl, som du kan mo-
dellere. Jeg skal vingeskyde en til dig.

Professor Rubek
( lér spotsk og bittert).

Ja vingeskyde – af vanvare, – det har
længe været noget for dig, det.

Fru Maja
(kaster med nakken).

Å lad mig bare herefter få skøtte mig
selv, så –!

(nikker og lér skælmsk.)

Farvel, – og god rolig sommernat på
vidden!

Professor Rubek
(lystig).

Tak! og al landsens ulykke over både jer
og jagten!

s. 160

Godsejer Ulfhejm
( skoggerlér ).

Sé det er et ønske, som det skal være!

Fru Maja
( léende ).

Tak, tak, tak, professor!

(De er begge komne over den synlige del af vidden og går ud
gennem krattet til højre.)

Professor Rubek
(efter et kort ophold).

Sommernat på vidden. Ja, det havde
været livet.

Irene
(pludselig, med et vildt udtryk i øjnene).

Vil du en sommernat på vidden – med
mig?

Professor Rubek
(breder armene ud).

Ja, ja – kom!

s. 161

Irene.

Du min elskede hersker og herre!

Professor Rubek.

Å Irene!

Irene
(hæst, smiler og famler ved brystet).

Det blir bare en episode –

(hurtigt, hviskende.)

Hys, – sé dig ikke om, Arnold!

Professor Rubek
(ligeledes sagte).

Hvad er det?

Irene.

Et ansigt, som står og stirrer på mig.

Professor Rubek
(vender sig uvilkårligt).

Hvor?

(farer sammen.)

Ah –!

s. 162

(Diakonissens hoved er kommet halvvejs til syne mellem bu-
skerne ved nedstigningen til venstre. Hendes øjne er ufravendt
rettet mod Irene.)

Irene
(rejser sig og siger dæmpet).

Så må vi skilles da. Nej, du skal bli’
siddende. Hører du! Du må ikke følge
med mig.

(bøjer sig ned over ham og hvisker.)

På gensyn inat. På vidden.

Professor Rubek.

Og du kommer, Irene?

Irene.

Ja jeg kommer visselig. Vent på mig her.

Professor Rubek
(gentager drømmende).

Sommernat på vidden. Med dig. Med dig.

(hans øjne møder hendes.)

Å Irene, – det kunde ha’ været livet. –
Og det har vi forspildt, – vi to.

s. 163

Irene.

Det uoprettelige sér vi først, når –

(bryder kort af.)

Professor Rubek
( sér spørgende på hende).

Når –?

Irene.

Når vi døde vågner.

Professor Rubek
(ryster tungsindig på hodet).

Ja, hvad sér vi så egentlig?

Irene.

Vi sér, at vi aldrig har levet.

( Hun går henover mod bakken og stiger ned. Diakonissen
gør plads for hende og følger efter.)

(Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken.)

11*

s. 164

Fru Maja
(høres juble og synge oppe mellem fjeldene).

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

TREDJE AKT.

(Vildt, kløftet højfjeld med styrtende afgrunde ned mod bag-
grunden. Snédækte tinder rejser sig til højre og taber sig i dri-
vende tåger højt oppe. Til venstre i en stenstyrtning ligger en
gammel, halvt sammenfalden hytte. Det er tidlig morgen. Dagen
gryr. Solen er endnu ikke oppe.)

(Fru Maja Rubek kommer blussende rød og ophidset ned-
over styrtningen til venstre. Godsejer Ulfhejm følger halvt vred,
halvt léende efter og holder hende fast i ærmet.)

Fru Maja
(forsøger at rive sig løs).

Slip mig! Slip mig, siger jeg!

Godsejer Ulfhejm.

Nå, nå, – det mangled bare, at De skulde
bide. De er jo så arrig som en jærv.

s. 166

Fru Maja
(slår ham over hånden).

Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være
rolig –

Godsejer Ulfhejm.

Nej så min sæl om jeg vil.

Fru Maja.

Ja, så går jeg ikke et skridt længer med
Dem. Hører De, – ikke et eneste skridt –!

Godsejer Ulfhejm.

Ho-ho, – hvorledes vil De slippe fra
mig her på vilde fjeldet?

Fru Maja.

Jeg springer lige ud over bergvæggen
derborte, om det så skal være –

Godsejer Ulfhejm.

Og maser og knaser Dem sønder og sam-
men til hundeføde – så lækkert blodig –

(slipper hende.)

s. 167

Vær så god. Spring nu udover berg-
væggen, hvis De har lyst. Der er svimlende
brat. Bare en trang fodsti, som er næsten
ufremkommelig.

Fru Maja
(børster sit skørt med hånden og sér på ham med vrede øjne).

Jo, De er rigtig en dejlig en at gå på
jagt med!

Godsejer Ulfhejm.

Sig heller: at drive sport med.

Fru Maja.

Nå så De kalder dette her for sport, De?

Godsejer Ulfhejm.

Ja jeg ta’r mig den ærbødige frihed. –
Det er slig sport, jeg liker allerbedst.

Fru Maja
(kaster på nakken).

Nå – det må jeg si’e!

(lidt efter; sér prøvende på ham.)

Hvorfor slap De hundene løs deroppe?

s. 168

Godsejer Ulfhejm
(plirer med øjnene og smiler).

For at de også kunde få jage lidt på
egen hånd, skønner De vel.

Fru Maja.

Det er sletikke sandt! Det var ikke for
hundenes skyld, at De slap dem.

Godsejer Ulfhejm
(smiler fremdeles).

Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os
høre –?

Fru Maja.

De slap dem, fordi De vilde være Lars
kvit. Han skulde løbe efter og fange dem
ind igen, sa’ De. Og imens så –. Jo,
det var rigtig pænt af Dem!

Godsejer Ulfhejm.

– og imens så –?

s. 169

Fru Maja
(kort afbrydende).

Det kan være det samme.

Godsejer Ulfhejm
(i fortrolig tone).

Lars finder dem ikke. Det kan De trygt
bande på. Han kommer ikke med dem, før
tiden er inde.

Fru Maja
( sér vred på ham).

Nej det gør han visst ikke.

Godsejer Ulfhejm
(griber efter hendes arm).

For Lars – han kender mine – mine
sportsvaner, han, sér De.

Fru Maja
(undviger og måler ham med øjnene).

Véd De, hvad De ligner for noget, gods-
ejer Ulfhejm?

s. 170

Godsejer Ulfhejm.

Jeg tænker vel, at jeg ligner nærmest
mig selv.

Fru Maja.

Ja det har De akkurat ret i. For De
ligner livagtig en faun.

Godsejer Ulfhejm.

En faun –?

Fru Maja.

Ja netop en faun.

Godsejer Ulfhejm.

En faun, – er ikke det et slags udyr?
Eller sådan noget som en skogdævel at
kalde for?

Fru Maja.

Jo just slig en som De er. En som har
både bukkeskæg og bén som en gedebuk.
Ja, og så har faunen horn også!

s. 171

Godsejer Ulfhejm.

Ej-ej, – har han også horn?

Fru Maja.

Et par fæle horn ligesom De, ja.

Godsejer Ulfhejm .

Kan De sé de stakkers hornene, jeg
har?

Fru Maja.

Ja, jeg synes grangivelig, jeg kan sé dem.

Godsejer Ulfhejm
(tager hundesnoren op af lommen).

Så er det bedst, at jeg ta’r og binder
Dem da.

Fru Maja.

Er De ble’t rent gal! Vil De binde
mig –?

Godsejer Ulfhejm.

Skal jeg være dævel, så la’ mig være

s. 172

dævel. Ja så da! Så De kan sé hornene,
De?

Fru Maja
(beroligende).

Så-så-så, – vær nu pænt skikkelig, gods-
ejer Ulfhejm.

(afbryder.)

Men hvor har De så Deres jagtslot, som
De snakked så vidt og bredt om? Det skulde
jo ligge et steds her omkring, sa’ De.

Godsejer Ulfhejm
(peger forevisende på hytten).

Her har De det lige for øjnene.

Fru Maja
( sér på ham).

Den gamle svinestien der?

Godsejer Ulfhejm
( lér i skægget).

Den har huset mere end en kongedatter,
den.

s. 173

Fru Maja.

Var det der den ækle fyren kom ind til
kongedatteren i en skogbjørns lignelse, som
De fortalte?

Godsejer Ulfhejm.

Ja, fru jagtkammerat, – her er åstedet.

(med en indbydende håndbevægelse.)

Hvis De behager at træde ind, så –

Fru Maja.

Isch! Ikke med min fod vilde jeg –!
Isch!

Godsejer Ulfhejm.

Å, et menneskepar kan dorme bort en
sommernat nokså lunt derinde. Eller en hel
sommer, – om så skulde være.

Fru Maja.

Tak! Det måtte der høre appetit til.

(utålmodig.)

Men nu er jeg ked både af Dem og af

s. 174

jagtturen. Nu vil jeg ned til hotellet, –
før folk vågner dernede.

Godsejer Ulfhejm.

Hvor tænker De, at De kan komme ned
herfra?

Fru Maja.

Det får bli’ Deres sag. Et eller andet
steds må her vel findes en nedgang, véd jeg.

Godsejer Ulfhejm
(peger mod baggrunden).

Bevar’s vel; en slags nedgang er der
nok, – lige udover bergvæggen der –

Fru Maja.

Nå, ser De –. Med en smule god vilje,
så –

Godsejer Ulfhejm.

– men prøv De bare, om De tør gå den
vejen.

s. 175

Fru Maja
(betænkelig).

Tror De ikke?

Godsejer Ulfhejm.

Aldrig i verden. Hvis ikke jeg får hjælpe
Dem –

Fru Maja
(urolig).

Nå så kom og hjælp mig da! Hvad har
jeg Dem ellers til?

Godsejer Ulfhejm.

Vil De helst jeg skal ta’ Dem på ryg-
gen –

Fru Maja.

Sludder!

Godsejer Ulfhejm.

– eller bære Dem på armene?

s. 176

Fru Maja.

Kom nu ikke med sligt noget vås igen!

Godsejer Ulfhejm
(i indædt harme).

Jeg tog engang et ungt tøsebarn, – løfted
hende op af gadesølen og bar hende på mine
arme. På hænderne bar jeg hende. Vilde
bære hende slig gennem hele livet; – på
det at hun ikke skulde støde sin fod på
nogen sten. For hun havde svært tyndslidte
sko den tid jeg fandt hende –

Fru Maja.

Og alligevel så tog De hende op og bar
hende på hænderne?

Godsejer Ulfhejm.

Tog hende op af skidtet og bar hende
som jeg højest og varligst kunde.

(med en brummende latter.)

Og véd De, hvad jeg fik til tak for det?

s. 177

Fru Maja.

Nej. Hvad fik De da?

Godsejer Ulfhejm
( sér på hende, smiler og nikker).

Hornene fik jeg. Hornene, som De gran-
givelig kan se . – Er ikke det en pudsig
historie, fru bjørnemorderske?

Fru Maja.

Å jo; nokså pudsig. Men jeg véd en
anden historie, som er endda pudsigere.

Godsejer Ulfhejm.

Hvorledes er den historien da?

Fru Maja.

Den er sådan. Der var engang et dumt
pigebarn, som havde både far og mor. Men
et nokså tarveligt tilhold. Så kom der en
stormægtig herremand ind i al denne tarve-
ligheden. Og han tog pigebarnet på sine

s. 178

arme, – ligesom De, – og rejste langt,
langt bort med hende –

Godsejer Ulfhejm.

Vilde hun så gerne være der, hvor han
var?

Fru Maja.

Ja for hun var dum, sér De.

Godsejer Ulfhejm.

Og han var sagtens så’nt et rigtig dejligt
mandfolk?

Fru Maja.

Å nej, han var sletikke så overvættes
dejlig heller. Men han gik og bildte hende
ind, at hun skulde få bli’ med ham op på
det højeste berg, hvor der var lys og sol-
skin over al måde.

Godsejer Ulfhejm.

Så han var bergstiger, han, den manden?

s. 179

Fru Maja.

Ja han var det – på sin vis.

Godsejer Ulfhejm.

Og så tog han jentungen op med sig –?

Fru Maja
(kaster på nakken).

Joh – han tog hende herligt op med
sig, kan De tro! Å nej, han narred hende
ind i et koldt, klamt bur, hvor der hverken
var sol eller fri luft, – syntes hun da, –
men bare forgyldning og store, forstenede
menneskespøgelser rundt væggene.

Godsejer Ulfhejm.

Det var, fanden fløjte mig, tilpass for
hende!

Fru Maja.

Ja men synes De ikke det er en ganske
pudsig historie alligevel?

12*

s. 180

Godsejer Ulfhejm
( sér en stund på hende).

Hør mig her, min gode jagtkammerat –

Fru Maja.

Nå? Hvad er det nu igen?

Godsejer Ulfhejm.

Skulde ikke vi to slå vore stakkers pjal-
ter sammen?

Fru Maja.

Har godsejeren lyst til at bli’ lappe-
skrædder?

Godsejer Ulfhejm.

Ja såmæn har han så. Kunde ikke vi
to prøve på at flikke fillerne sammen hist
og her, – så vi fik ligesom et slags men-
neskeliv ud af det?

s. 181

Fru Maja.

Og når så de stakkers laserne var rent
udslidte, – hvad så?

Godsejer Ulfhejm
(slår ud med hånden).

Så står vi der, frit og frejdigt, – som
de, vi selv er!

Fru Maja
( lér ).

De med Deres bukkebén , ja!

Godsejer Ulfhejm.

Og De med Deres –. Nå, lad gå.

Fru Maja.

Ja kom, – lad os gå.

Godsejer Ulfhejm.

Stop! Hvor hen, kammerat?

s. 182

Fru Maja.

Ned til hotellet, vel.

Godsejer Ulfhejm.

Og så bagefter?

Fru Maja.

Så siger vi hinanden pænt farvel og tak
for følget.

Godsejer Ulfhejm.

Kan vi skilles, vi to? Synes De, vi
kan det?

Fru Maja.

Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.

Godsejer Ulfhejm.

Jeg har et slot at by’ Dem –

s. 183

Fru Maja
(peger mod hytten).

Mage til det der?

Godsejer Ulfhejm.

Det er ikke ramlet sammen endnu.

Fru Maja.

Og al verdens herlighed kanské ?

Godsejer Ulfhejm.

Et slot, siger jeg –

Fru Maja.

Tak! Slotte har jeg fåt nok af.

Godsejer Ulfhejm.

– med prægtige jagtmarker milevidt om-
kring.

Fru Maja.

Er der kunstværker også i det slottet?

s. 184

Godsejer Ulfhejm
(langsomt).

Nej – kunstværker er der rigtignok ikke;
men –

Fru Maja
(lettet).

Nå, det var endda godt!

Godsejer Ulfhejm.

Ja vil De så gå med mig, – så langt
og så længe, jeg kræver?

Fru Maja.

Der er en tam rovfugl, som sidder vagt
over mig.

Godsejer Ulfhejm
(vildt).

Ham skyder vi en kugle i vingen, Maja!

Fru Maja
( sér et øjeblik på ham og siger besluttet).

Så kom da og bær mig ned gennem
dybet.

s. 185

Godsejer Ulfhejm
(slår armen om hendes liv).

Det er højeste tid! Tågen er over os –!

Fru Maja.

Er vejen frygtelig farlig nedover?

Godsejer Ulfhejm.

Fjeldtågen er farligere.

(Hun river sig løs, går hen til kløften og sér ned, men farer
hurtig tilbage.)

Godsejer Ulfhejm
(går hende imøde og lér ).

Nå, svimler det lidt for Dem?

Fru Maja
(mat).

Ja det også. Men gå derbort og sé ud-
over. De to, som kommer –

s. 186

Godsejer Ulfhejm
(går hen og bøjer sig ud over bergvæggen).

Det er jo bare Deres rovfugl – og hans
fremmede dame.

Fru Maja.

Kan vi ikke slippe forbi dem, – uden
at de sér os?

Godsejer Ulfhejm.

Ugørligt. Stien er altfor trang. Og her
er ingen anden vej ned.

Fru Maja
(mander sig op).

Ja-ja, – så lad os trodse dem her da!

Godsejer Ulfhejm.

Talt som en ægte bjørnedræber, kam-
merat!

(Professor Rubek og Irene kommer til syne op over dybet
i baggrunden. Han har sit plæd over skuldrene, hun en pels-
værkskåbe kastet løselig over sin hvide dragt og en svaneduns
hætte over hodet.)

s. 187

Professor Rubek
(endnu kun halvt synlig over fjeldkanten).

Hvad, Maja! Skal vi to mødes endnu
en gang?

Fru Maja
(med påtagen sikkerhed).

Til tjeneste. Vær så god og kom nær-
mere.

(Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden til Irene,
som også kommer helt op på højden.)

Professor Rubek
(koldt til fru Maja).

Du har altså været på fjeldet hele natten,
du også, – ligesom vi?

Fru Maja.

På jagt har jeg været, ja. Du gav mig
jo udgangslov.

Godsejer Ulfhejm
(peger hen imod dybet).

Er De gået op ad den stien der?

s. 188

Professor Rubek.

Det så De jo.

Godsejer Ulfhejm.

Og den fremmede damen også?

Professor Rubek.

Ja forstår sig.

(med et blik til fru Maja.)

Den fremmede damen og jeg agter ikke
at gå på skilte veje herefter.

Godsejer Ulfhejm.

Véd De da ikke, at det er en dødsens
vej, De er kommet –?

Professor Rubek.

Vi to prøvte den nu alligevel. For den
så ikke videre slem ud i førstningen.

s. 189

Godsejer Ulfhejm.

Nej, i førstningen er ingenting slemt.
Men så kan en komme til en snevring, hvor
en hverken véd frem eller tilbage. Og så
står en fast, herr professor! Bergfast, som
vi skytter kalder det.

Professor Rubek
(smiler og sér på ham).

Skal dette her betyde vismands tale, herr
godsejer?

Godsejer Ulfhejm.

Vorherre bevare mig for at føre vis-
mands tale.

(indtrængende, peger op mod højden.)

Men sér De da ikke, at uvejret er over
hoderne på os! Hører De ikke vindstødene?

Professor Rubek
(lytter).

Det lyder som forspillet til opstandel-
sens dag.

s. 190

Godsejer Ulfhejm.

Det er stormkast fra tinderne, mand! Sé
bare, hvor skyerne vælter sig og sænker sig.
Snart ligger de omkring os som et liglagen.

Irene
(farer sammen).

Det lagen kender jeg.

Fru Maja
(trækker i ham).

Lad os sé at komme ned.

Godsejer Ulfhejm
(til professor Rubek).

Jeg kan ikke hjælpe flere end en. Hold
til i hytten der sålænge – mens stormvejret
står på. Så sender jeg folk op og henter
Dem begge to.

Irene
(i skræk).

Henter os! Nej! Nej –!

s. 191

Godsejer Ulehejm
(barsk).

Ta’r Dem med magt, ifald det trænges.
For det står om liv og død her. Nu véd
De det.

(til fru Maja.)

Kom så, – og giv Dem trøstig i kam-
meratens vold.

Fru Maja
(klynger sig til ham).

Å hvor jeg skal juble og synge, hvis jeg
slipper helskindet ned!

Godsejer Ulfhejm
(begynder nedstigningen og råber til de andre).

Vent altså derinde i jagthytten, til mæn-
dene kommer med tauge og henter Dem.

(Godsejer Ulfhejm, med fru Maja i armene, klattrer skynd-
somt men varligt ned i dybet.)

Irene
( sér en stund med skrækslagne øjne på professor Rubek).

Hørte du det, Arnold? – Der vil komme
mænd op og hente mig! Mange mænd vil
komme herop –!

s. 192

Professor Rubek.

Vær bare rolig, Irene!

Irene
(i stigende rædsel).

Og hun, den sortklædte, – hun vil også
komme. For nu må hun ha’ savnet mig
for længe siden. Og så vil hun gribe mig,
Arnold! Og lægge mig i spændetrøjen. Ja,
for den har hun med sig i kufferten. Jeg
har selv sét den –

Professor Rubek.

Ikke noget menneske skal få lov til at
røre dig.

Irene
(med et forvildet smil).

Å nej, – det har jeg nok selv et mid-
del imod.

Professor Rubek.

Hvilket middel mener du?

s. 193

Irene
(drager kniven frem).

Denne her!

Professor Rubek
(griber efter den).

Har du kniv –!

Irene.

Altid, altid. Både dag og nat. I sengen
også.

Professor Rubek.

Giv mig den kniven, Irene!

Irene
(gemmer den).

Du får den ikke. Den kan jeg så godt
finde brug for selv.

Professor Rubek.

Hvad vil du bruge den til her?

s. 194

Irene
( sér fast på ham).

Den var bestemt for dig, Arnold.

Professor Rubek.

For mig!

Irene.

Da vi sad nede ved Taunitzer See i
aftes –

Professor Rubek.

Ved Taunitzer –?

Irene.

Udenfor bondehuset. Og legte med sva-
ner og vandliljer –

Professor Rubek.

Hvad så, – hvad så?

s. 195

Irene.

– og da jeg hørte dig sige så isnende
gravkoldt – at jeg ikke var andet, end en
episode i dit liv –

Professor Rubek.

Det var dig, som sa’ det, Irene! Ikke
jeg.

Irene
(vedbliver).

– da havde jeg kniven fremme. For jeg
vilde støde den ind i ryggen på dig.

Professor Rubek
(mørkt).

Og hvorfor stødte du så ikke til?

Irene.

Fordi det gik forfærdende op for mig, at
du alt var død – for længe siden.

13*

s. 196

Professor Rubek.

Død?

Irene.

Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved
Taunitzer See, vi to klamme lig – og legte
med hinanden.

Professor Rubek.

Jeg kalder det ikke død. Men du for-
står mig ikke.

Irene.

Hvor er da det brændende begær efter
mig, som du stred og kæmped imod, da jeg
stod fri frem for dig som den opstandne
kvinde?

Professor Rubek.

Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.

s. 197

Irene.

Den kærlighed, som er jordlivets, – det
dejlige, vidunderlige jordlivs, – det gåde-
fulde jordlivs, – den er død i os begge.

Professor Rubek
(lidenskabeligt).

Véd du vel, at just denne kærlighed –
den syder og brænder i mig så hedt som
nogensinde før!

Irene.

Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?

Professor Rubek.

Vær for mig, hvem og hvad du vil! For
mig er du den kvinde, jeg drømmer at sé
i dig.

Irene.

Jeg har stået på drejeskiven – nøgen, –
og vist mig frem for mange hundreder af
mænd – efter dig.

s. 198

Professor Rubek.

Det var mig, som jog dig op på dreje-
skiven, – forblindet, som jeg dengang var!
Jeg, som stilled det døde lérbilled over livets,
– over kærlighedens lykke.

Irene
( sér nedad).

For sent. For sent.

Professor Rubek.

Ikke et hårsbred har alt det, som ligger
imellem, forringet dig i mine øjne.

Irene
(med hævet hoved).

Ikke i mine heller.

Professor Rubek.

Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det
er endnu tid for os at leve livet, Irene.

s. 199

Irene
( sér tungt på ham).

Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er
jeg opstanden. Og spejder efter dig. Og
finder dig. – Og så sér jeg, at du og livet
ligger lig – ligesom jeg har ligget.

Professor Rubek.

Å hvor du er vildfarende! Livet i os
og omkring os gærer og bruser som før!

Irene
(smiler og ryster på hodet).

Din unge opstandne kvinde kan sé hele
livet ligge på ligstrå.

Professor Rubek
(slår armene voldsomt om hende).

Så lad os to døde leve livet en eneste
gang til bunds – før vi går ned i vore
grave igen!

s. 200

Irene
(med et skrig).

Arnold!

Professor Rubek.

Men ikke her inde i halvmørket! Ikke
her, hvor det stygge, våde lin blafrer om-
kring os –

Irene
(henreven i lidenskab).

Nej, nej, – op i lyset og i al den
glitrende herlighed. Op til forgættelsens
tinde!

Professor Rubek.

Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest,
Irene, – du min elskede!

Irene
(stolt).

Solen må gerne sé på os, Arnold.

s. 201

Professor Rubek.

Alle lysets magter må gerne sé på os.
Og alle mørkets også.

(griber hendes hånd.)

Vil du så følge mig, du min benådelses
brud?

Irene,
(som forklaret).

Jeg følger villig og gerne min hersker
og herre.

Professor Rubek
(drager hende med sig).

Gennem tågerne må vi først, Irene, og
så –

Irene.

Ja, gennem alle tågerne. Og så helt op
til tårnets tinde, som lyser i solopgangen.

(Tågeskyerne sænker sig tættere om landskabet. Professor
Rubek med Irene ved hånden stiger op over snebræen til højre
og forsvinder snart inde i de lave skyer. Hvasse stormstød jager
og hviner gennem luften.)

s. 202

(Diakonissen kommer frem oppe i stenstyrtningen til venstre.
Hun standser der og sér sig taus og spejdende omkring.)

Fru Maja
(høres juble og synge fjernt nede i dybet).

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

(Pludselig høres en tordenlignende larm oppe fra snebræen.
Den glider og hvirvler i rasende fart nedover. Professor Rubek
og Irene skimtes utydeligt at hvirvles med i snemasserne og be-
graves i dem.)

Diakonissen
(udstøder et skrig, strækker armene mod de faldende og råber):

Irene!

(står en stund taus, så slår hun kors foran sig i luften og siger:)

Pax vobiscum!

(Fru Majas jubel og sang lyder endnu fjernere op fra dybet.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: